Oven på torsdagens ECB-møde steg EUR ganske markant over for USD. Faktisk var der i løbet af torsdag eftermiddag og frem til først på aftenen tale om en kursreaktion på mere end fire procent. Det var til trods for, at centralbankchef Draghi rent faktisk sænkede renten med ti basispoint, som en del af markedet havde forventet. Men Draghi har selv gennem en lang periode demonstreret, at han hellere ville overraske markedet ved at være voldsommere end forventet, end at risikere af skuffe markedet. Og det havde drevet nogle aktørers forventninger yderligere op. Derfor endte resultatet med lige præcis at blive den skuffelse af markedet, som ECB for alt i verden ville undgå, og reaktionen i form af en markant stigning i EUR-kursen var alt andet end centralbanken ønskede sig. Centralbankchef Draghi blev dermed straffet af sig egen retorik. Men nu vurderer Jyske Bank, at markedsreaktione nok var for voldsom, og at den skuffelse der var til ECB ikke kan retfærdiggøre markedsreaktionen. Jyske Bank peger i en vurdering på, at en kombination af at markedet i forvejen lå kort i EUR og langt i USD samtidig med at der var dårlig likviditet førte til den voldsomme rektion. Det betyder, at de nu anbefaler at købe USD mod EUR. ”Vi forventer fortsat, at vi i løbet af første halvdele af 2016 skal se EUR/USD i 1,00,” skriver Jyske Bank i en vurdering. De peger samtidig på at fair value før ECB-mødet var 1,038 EUR/USD og efter mødet 1,058 EUR/USD. Til sammenligning var spotkursen sent fredag eftermiddag omkring 1,092 EUR/USD.
EUR/USD er på vej mod paritet
EUR/USD var i starten af ugen tilbage på niveauet fra marts/april ved 1,058 EUR/USD efter at have forsøgt at komme forbi 1,144 EUR/USD gennem det meste af året. I slutningen af ugen fulgte EUR/USD mønsteret fra de seneste 6-7 måneder med en stigning op til midten af intervallet 1,058-1,144 EUR/USD, og vi kan nu se frem til en fortsættelse af den månedlange sidelæns bevægelse.”