I anledning af årsskiftet udpeger Økonomisk Ugebrevs fagredaktør Morten Sørensen de tre topchefer, som vi mener har udmærket sig mest i 2021: Ester Baiget hos Novozymes og Alexander Kara fra NKT er kommet udefra og har skabt ny dynamik i store veletablerede danske virksomheder. CEO Michael Larsen fra transportvirksomheden NTG synes med held på vej til at efterligne en af dansk erhvervslivs helt store succes’er, DSV.
Det har ikke været nemt at vælge de tre erhvervsledere, der har gjort sig særligt positivt bemærket igennem det seneste år. Mange har markeret sig, også fordi 2021 har været et godt år for mange danske virksomheder. Men vi har fundet tre CEO’er, som alle er ret nye på posten:
Ester Baiget: Ny selvtillid i Novozymes
Ester Baiget blev den første nye topchef i et af Novo-gruppens centrale selskaber, der ikke havde haft en lang karriere i gruppen. Hun kom fra ledelsen i kemi-giganten Dow og har skabt ny dynamik i Novozymes. Kursen på selskabets aktier lå fra 2014 til 2020 temmelig fast omkring kurs 350, og først i de seneste år – efter at Ester Baiget trådte til i 2020 – har kursen bevæget sig hastigt op mod de 530. Hun mødte i Novozymes en organisation ”der ikke var stolt af ikke at have leveret vækst, og som er villig til at gøre, hvad der kræves for at frigøre potentialet i virksomheden” har hun fortalt. Potentialet er blevet udløst ved omorganiseringer, nytænke strategien, fokusere på færre produktsegmenter og opkøb – og senest har hun betalt cirka en milliard kroner for Synergia Life Sciences.
Men nok så vigtigt har Ester Baiget ændret virksomhedens selvopfattelse fra at være en enzymproducent til at være en biotekvirksomhed, der ikke fokuserer sig så meget på sine egne produkter som på at løse kundernes problemer. Ester Baiget har også skruet fremtidsambitionerne for det tidligere noget stillestående Novozymes godt i vejret.
Vækstmålet på fem procent om året frem til 2025 er i sig selv højt i forhold til de historiske præstationer. Ambitionen om en fordobling af omsætningen frem til 2030 vil yderligere kræve, at den organiske vækst stiger til 8-9 procent om året efter 2025. Foreløbig har Ester Baiget Novozymes-organisationen og markedet med sig.
Alexander Kara: NKT som endnu en dansk grøn champion
Siden Alexander Kara kom til kabelvirksomheden NKT fra den multinationale virksomhed ABB i marts 2019, er NKT-aktiens kurs steget fra 104 til niveauet 320. Altså mere end en tredobling. Så han fremstår allerede som en af de mest effektive værdiskabere i dansk erhvervsliv.
NKT er ved at blive et af dansk erhvervslivs grønne flagskibe – selv om der stadig er et stykke vej til de roller, som Ørsted og Vestas har skabt sig. Udover evnen til at hente ordrer til især NKT’s produktion af højspændingskabler til store infrastrukturprojektet, herunder offshore vindparker, har Alexander Kara mærkbart strømlinjet koncernen. Han har rationaliseret produktionsapparatet, og der ses yderligere potentiale for effektivisering af den store Solutions-division. Efter at NKT har fået en række større europæiske ordrer og i maj iværksat en udvidelse af produktionskapaciteten, opnåede selskabet i efteråret også en preferred supplier agreement med det amerikanske Champlain Hudson Power Express–projekt, der ventes at få en værdi af 8,2 mia. kr., og som skal forsyne New York med grøn strøm.
Michael Larsen: NTG som en vigtig dansk transportaktør
Midt i første fase af coronakrisen blev Michael Larsen den 1. maj 2020 ny direktør i Nordic Transport Group, og siden er selskabets aktiekurs steget fra 86 til 518, og markedsværdien nået op på knapt 12 mia. kr.
Med aktiekursstigningen løber NTG helt fra de større transportvirksomheder som Mærsk, DSV og DFDS, der i forskellig grad også har nydt godt af det næsten kaotiske – og for kunderne meget dyre – transportmarked.
En stribe opkøb får nu NTG til at fremstå som en miniudgave af det seneste tiårs store danske erhvervssucces, opkøbsmaskinen DSV. Metoden har blandt andet været at finde nicher i transportmarkedet – med opkøbet af LGT har NTG blandt andet satset på møbellogistik.
Forventningerne til Michael Larsen er efterhånden også skruet godt op: Med et price/sales forhold på 2 ligger NTG tæt på DSV og pænt over Mærsk og DFDS.
Indtil videre har NTG leveret varen til investorerne. I november blev guidance for 2021 løftet til en omsætning på 7,0-7,3 mia. kr. og et EBIT-driftsresultat på 520-550 mio. kr. mod henholdsvis 5,3 mia. kr. og 261 mio. kr. i 2020.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.