AaB er den billigste sportsaktie med en børsværdi på kun 45 mio. kr. Det er en tredjedel af den aktuelle børsværdi for Silkeborg og ca. 5 procent af prisen for FC København. Med et kronisk millionunderskud ændrer det sig næppe foreløbig.
Sportsligt hører AaB til de store klubber i dansk fodbold, og mens AGF og Silkeborg i mange år rykkede op og ned fra Superligaen vandt AaB både mesterskaber og pokalturnering.
Men økonomisk er situationen en ganske anden. AaB har de seneste fem år haft et bundlinjeunderskud på sammenlagt 25 mio. kr., og sammenlignet med konkurrenterne ser det ikke så galt ud. Problemet dukker op, når vi ser på forholdet mellem det økonomiske resultat før og efter transferindtægter. Det er en problematik, som også gælder i andre klubber, men hos AaB er afhængigheden af store spillersalg langt større end andre steder.
AaB har de seneste fem år haft et underskud før transferindtægter på næsten 100 mio. kr., og mens transferindtægterne hos AGF vendte underskud til overskud, er AaB’s kroniske driftsunderskud før transfer så stort, at man selv efter to meget store spillersalg kommer ud af de seneste fem år med et samlet bundlinjeresultat på minus 25 mio. kr.
Underskuddet er løbende blevet dækket af eksterne kapitaltilførsler, og med AaB’s historie og solide lokalforankring er det meget sandsynligt, at den børsnoterede del af klubben holdes i live mange år fremover på den måde.
Men hvis AaB-aktien skal vurderes med objektive investorøjne, er det meget vanskeligt at se det attraktive i investeringen. Det kan da også aflæses i selskabets børsværdi, som er den suverænt laveste af de børsnoterede fodboldklubber. Prisen er kun ca. 5 procent af prisen for FC København og en tredjedel af prisen for Silkeborg IF.
Siden børsnoteringen i 2003 er AaB-aktien faldet 98 procent og de seneste fem år har faldet været 71 procent. Det ændrer sig næppe foreløbig.
AaB-aktien bør betragtes som en fanaktie uden udsigt til et økonomisk afkast, og som fan bør man ikke købe aktien på børsen. I stedet bør man afvente AaB’s næste behov for ekstern kapital, og så købe de udbudte aktier direkte af klubben.
Pengene er sandsynligvis tabt på lang sigt, men så støtter man i det mindste klubben økonomisk som indirekte sponsor.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her