Harboes Bryggerier købes til AktieUgebrevets Basisportefølje til kurs 117. I AktieUgebrevet nr. 42/2015 beskrev vi, hvordan Harboes Bryggerier var en aktie med et sikkerhedsnet under kursen pga. af dels den lave værdiansættelse (aktuelt en Kurs/Indre værdi på 0,82) og dels i kraft af selskabets opkøb af egne aktier som i kraft af netop den lave værdiansættelse var værdiskabende for aktionærerne.
Med dagens opjustering af bundlinjeresultatet med 10 mio. kr. efter første halvår af regnskabsåret 2015/16 er kursen brudt ud af intervallet 104-109, som den kortvarigt har ligget i siden stigningen på 5 % hen over månedsskiftet november/december sendte den forbi modstanden ved kurs 104. Det indikerer at investorerne nu er parate til at tage Harboes Bryggerier med i porteføljen igen, efter at kursen i otte måneder har svinget omkring det samme niveau med kurs 104 som maksimum.
