Uddrag fra Sydbanks analyse af Carlsberg efter årsregnskab 2021:
Vi fastholder Købs-anbefalingen på Carlsberg-aktien. Genåbningen af barer og restauranter særligt i Europa bidrager positivt til volumensalget, som dog er negativt påvirket af et lidt skuffende salg i Asien. Udsigten til fortsat vækst i indtjeningen i 2022 til trods for kraftigt stigende råvarepriser er et udtryk for stærk omkostningskontrol og udsigt til yderligere genåbning.
God volumenudvikling i årets sidste kvartal
Omsætningen på 15.208 mio. kr. i 4. kvartal 2021 er 1% lavere end vores estimat (-1,1% ift. markedsforventningerne). Den samlede volumen lander på 30,1 mio. hl, hvilket er højere, end hvad vi havde forventet. Den stærke volumenudvikling er fortsat understøttet af høj vækst i special- og alkoholfrie øl. Genåbningen af barer og restauranter og et fortsat øget salg af special- og alkoholfrie øl driver en stærk udvikling i pris/mix effekter, som bidrager med 4,9% i 4. kvartal 2021. Den lavere omsætning skyldes primært et lavere end ventet bidrag fra tilkøbte selskaber i kvartalet. Indtjeningen i 2. halvår 2021 på 5.751 mio. kr. er ligeledes lidt under vores estimat og svarer til en organisk vækst i indtjeningen på 9,7%. Carlsberg fremsætter en prognose om en organisk vækst i indtjeningen (EBIT) på 0-7% i 2022. Prognosen er en anelse til den forsigtige side i forhold til vores estimat og markedsforventningerne. Modvind fra kraftigt stigende råvarepriser, inflationens påvirkning på forbrugsmønstre særligt i Østeuropa og fortsatte COVID-19 usikkerheder er de primære årsager til den forsigtige og meget brede prognose. Særligt råvareprisstigninger vil ramme Carlsberg i 2022, hvor en vækst i produktionsomkostningerne på mellem 10-12% skal modarbejdes via. prisstigninger, omkostningsbesparelser og optimering af pris/mix effekter.
Få vores øvrige investeringsnyheder direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores gratis daglige nyhedsbrev her:
Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12
Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.