Tusindvis af danskere får i disse år reelt udhulet formuen på deres pensionsopsparing med et samlet milliardbeløb. Det sker selvom afkastene på obligationer og aktier i en årrække har været tårnhøje.
Op mod halvdelen af danskerne med opsparing i et pensionsselskab holdes helt ude af festen, fordi ”overskuddet” spises af lønfest hos pensionsbranchens chefer og ansatte og stort udbytte til ejerne. Tusindvis af danskere med pensionsopsparing har ikke fået noget som helst ud af de seneste års buldrende finansmarkeder med kæmpe kursgevinster på både obligationer og aktiemarkedet. Omkostningerne spiser hele eller næsten hele afkastet på opsparingen. Udviklingen betyder, at for op mod halvdelen af danskernes samlede pensionsopsparing siver købekraften, fordi den reelle værdi af deres pensionsopsparing falder.
Problemet med de udhulede pensionsformuer rammer de tusindvis af danskere, der sparer op i det traditionelle pensionsprodukt med garanti for det årlige afkast, og særligt den ældre del af befolkningen med de største pensionsformuer bliver ramt. Mange af dem får i disse år tilskrevet så lavt et afkast til deres pension, at det bliver ædt op af omkostninger og inflation.
Eksperter er fortørnede over udviklingen, og anbefaler kunderne at skifte væk fra pensionsselskaber med de laveste depotrenter og højeste omkostninger. Og pensionsbranchen selv forholder sig også meget forskelligt til problemet: Nogle selskaber vælger en meget lav depotrente, som altså knap nok kan betale omkostningerne. Andre pensionsselskaber tilskriver fortsat kunderne en meget høj depotrente.
En pensionsopsparer, som over de seneste år, har fået udhulet værdien af sin pensionsopsparing er Torben Hansen fra København: ”Jeg må sige, jeg blev chokeret over, hvor lidt det er blevet til over de sidste fem år. Min pension har ikke rykket sig ud af stedet. Afkastet er blevet spist op af omkostninger. Jeg kontaktede mit pensionsselskab for at få en forklaring. Meldingen herfra var, at pensionsselskabets ejere skal have penge for at stille kapital til rådighed. Min første tanke var at få flyttet min pension i en fart,” siger han til Økonomisk Ugebrev, der har set pensionsdokumenterne.
Torben Hansens eksempel er illustrativt i forhold til, hvad der sandsynligvis sker med hundrede tusinder af danskeres pensionsopsparing i disse år: Hans samlede opsparing er på over en million kroner, men
bruttoafkastet under to procent. Sidste år betalte han omkostninger på næsten fire procent og dertil skal lægges lige under en procent i inflation, som altså skal trækkes fra bruttoafkastet. Konklusionen er, at værdien af hans pension falder markant i værdi.
”Jeg støder på det her hos masser af kunder, og det fortsætter, fordi mange ikke får gjort noget ved det, og pensionsselskaberne er ret ligeglade. De vil have så mange som muligt af kunderne vælger det nye markedsrente produkt, og gør det derfor så ugunstigt som muligt at være i det gamle traditionelle produkt. Det er voldsomt mange pensionspenge, der får et enormt dårligt afkast. Det mener jeg ikke er rimeligt, og det er ikke en god måde at behandle kunderne på. Selskaberne har bare besluttet, at det ikke skal være gunstigt at have en garanti på sin pension,” siger den uafhængige rådgiver Anders Valdemar Juhl fra Uvildigraad.dk.
Branchen delt
Ved opsparing i det traditionelle pensionsprodukt, bestemmer pensionsselskabet, hvor meget man skal have i årligt afkast. Det kaldes ”depotrenten”, og den ses nu helt ned til 1,5 procent årligt i de store pensionsselskaber som PFA og Danica. De vil ikke længere sælge traditionelle garantipensioner, men de har stadig masser af kunder med produktet.
”Man kan sige, at depotrenterne afspejler, hvem der stadig vil have kunder i produktet, og hvem der bare vil have det afviklet – og dermed lægger flest muligt omkostninger over i det, og tager højst muligt driftsherretillæg til ejerne. Driftsherretillægget er jo fx 0,3 i AP Pension og op til det dobbelte for de dyre pensionsselskaber,” siger Partner Gert Nielsen fra BEDSTpension.
Tilbage til vores eksempel: Torben Hansens omkostninger er vokset fra godt 1,5 procent årligt for fem år siden, til næsten fire procent af den samlede pensionsopsparing sidste år. Han er kunde i et af de to store selskaber og forklaringen har netop været, at ejerne skulle have højere afkast – altså det såkaldte driftsherretillæg. I de seneste fem har de store pensionsselskaber fået 8-10 procent i årligt afkast. Men kunderne har fået lige under to procent.
”Det er klart, at hvis forrentningen af egenkapitalen gennem en periode ligger over det, der tilskrives pensionsdepoterne, giver det anledning til løftede øjenbryn, panderynke eller fortørnelse hos kunderne. Det viser, at det for kunderne er vigtigt at have et skarpt blik på om omkostningerne er for høje i selskabet. Kunderne bør spørge ind til, om ikke det kan gøres bedre. Eller også bør de skifte til et selskab med lavere omkostninger, hvis det er muligt,” siger seniorøkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet.
Forsvandt konkurrencen?
For år tilbage var depotrenten noget, der blev konkurreret heftigt på mellem selskaberne. I flere år var depotrenterne så høje, at Finanstilsynet måtte advare om, at ti procent måske ikke var forsvarligt at give kunderne i årlige afkast. Men så kom pensionssektoren i problemer under finanskrisen. Regeringen måtte hjælpe til og lavede så en aftale med branchen om ikke at bruge hjælpen i konkurrencens ånd, og det betød at depotrenterne blev
sat i bero på omkring to procent. I dag er branchen fri af problemerne, og aftalen mellem regeringen og branchen er ophævet. Men depotrenterne ligger fortsat nær de to procent. Der er ikke længere den store interesse for kunder med det gamle traditionelle pensionsprodukt, selv om det er branchen selv, der har opfundet, markedsført og solgt garantierne i sin tid.
Men depotrenterne I PFA, Danica samt Nordea Liv og Pension ligger i dag på det laveste omkring 1,5 procent, efter kunderne har betalt skat, og mere end halvdelen af den danske pensionsformue ligger i den type produkter. Depotrenten ses helt ned til 0,25 procent i Skandia.
Men interessen hos kunderne for de trygge produkter med en garanti (modsat de såkaldte markedsrenteprodukter) er fortsat høj. Hele 53 procent af danskerne svarede i en nylig undersøgelse, at det er pensionsselskabernes og Finanstilsynets ansvar, at pensionskunderne ikke taber penge på deres pensionsopsparing. Undersøgelsen blev foretaget af Wilke for FinansWatch. I de mindre pensionsselskaber mærker man også den interesse. ”For nogle kunder er det stadig det rigtige at have en garanti. Og det er et godt produkt for dem, hvis de ønsker den tryghed, der ligger i det. Hver femte nye kunde vi fik i 2016 valgte faktisk at spare op med en garanti på deres pension. Det får de i 2017 3,25 procent i forretning for, hvilket er en fornuftig forrentning,” siger direktør Kim Johansen fra SEB Pension.
”I AP Pension er mere end halvdelen af formuen fortsat placeret i en garanti og 44 procent af præmierne kom i 2016 fra gennemsnitsrente. Vi nytegner fortsat i gennemsnitsrente, da vi ser gennemsnitsrente som et vigtigt produkt til de kunder, der vægter forudsigelighed højt. Da vi i AP Pension har de største reserver i branchen er det samtidigt muligt for os at have en stor investeringsmæssig frihed i gennemsnitsrente, hvilket er afspejlet i høje depotrenter for 2017 på 3,1 procent og historisk,” siger investeringsdirektør Ralf Magnussen fra AP Pension.
I Topdanmark og SEB Pension er der garanterede pensioner, der giver hhv. ti og seks procent i 2017.
Ingen penge?
Spørger man de store selskaber er forklaringen, at der simpelthen ikke er penge til mere. Afkastene er for lave, når man er tvunget til at investere forsigtigt. ”Depotrenten afspejler vilkårene på finansmarkederne og forventningerne til afkastet på sigt. Den
understøtter den kollektive tankegang, der ligger til grund for vores gennemsnitsrenteprodukter, og den har til hensigt at udglatte fordelingen af afkast over tid,” skriver PFA’s presseansvarlige Kristian Lund Pedersen i en mail til Økonomisk Ugebrev. ”Den løbende forrentning på gennemsnitsrenten skal afspejle de muligheder, som markedet tilbyder, samtidig med, at der tilbageholdes en fornuftig reserve, så garantien kan sikres over tid. Såfremt alle kundens reserver blev udbetalt, var der jo kun mulighed for at investere i en sikker obligation, som aktuelt giver -0,2 procent. Den aktuelle kontorente i Danica på 1,8 ligger således faktisk relativt højt ift. markedsrenten. Når det kommer til omkostninger er disse faktisk reduceret i Danica, som det fremgår af årsrapporten,” siger investeringsdirektør Poul Kobberup.
Det svarer dog ikke helt til kundens forklaring: Torben Hansens omkostninger i Danica, beskrevet oven for, er fordoblet.
På andre områder synes der at være masser af penge i pensionsselskaberne, ikke mindst efter mange gode år på aktiemarkedet. Adm. direktør Per Klitgaard fra Danica fik sidste år en million kroner ekstra i løn til 6,5 mio. kr. årligt. En stigning på 18 procent. Hans medarbejdere fik en lønstigning på lidt over ti procent – alt inklusive, og omkostningerne per medarbejder nærmer sig nu en million kroner i gennemsnit. Det samme billede tegner sig i PFA, hvor ledelsen sidste år ikke fik lønforhøjelse, men den sædvanlige millionbonus. Når både ejere, ledelse og medarbejdere belønnes er det normalt udtryk for, at forretningen går godt.
Men altså undtagen for kunderne med en garanteret pensionsordning.
Carsten Vitoft
