Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Samfundsansvar

Omdiskuteret MS-rapport: Frasælg alle fossile selskaber

Claus Strue Frederiksen

tirsdag 22. februar 2022 kl. 5:30

Mellemfolkeligt Samvirkes nye rapport om den danske pensionssektors fossile investeringer har skabt en del postyr, og flere pensionskasse har været ude og forsvare deres investeringspraksis. Ifølge Joachim Kattrup fra MS er det udtryk for en systemisk krise, at danske virksomheder og politikere kæmper for klimaet samtidig med, at hver eneste voksne dansker via sin pensionsopsparing har penge i den fossile industri. Joachim Kattrup udråber desuden PFA som sektorens største klimasynder. PFA svarer igen ved at angribe MS-rapportens metodik.        

”Danmark vil gerne være et grønt foregangsland, de bedste på klima. Regeringen er medstiftere af BOGA (Beyond Oil and Gas Alliance, red.), der ligesom det Internationale Energiagentur taler om et stop for fossil ekspansion. Alligevel er alle danskere via deres pensionsopsparing med til at støtte og finansiere fossile selskaber, der forsøger at udvide deres kapacitet. Det hænger ikke sammen,” siger Joachim Kattrup, der er Sustainable Finance Researcher i Mellemfolkeligt Samvirke og hovedforfatter en ny kritisk rapport om pensionssektorens fossile investeringer.

Et af rapportens fremmeste ærinder er netop at belyse, at alle danskere via deres pensionsopsparing har penge i fossil energi – og tilmed i selskaber, der udvider deres fossile kapacitet. Ifølge Joachim Kattrup er der tale om en såkaldt systemisk krise, der får alle danskere til at bidrage til klimakrisen, hvad enten de vil det eller ej.

Det er værd at bemærke, at Joachim Kattrup ikke blot betragter investeringer i kapacitetsudvidende fossile selskaber som uansvarlige. Han mener, at fossile investeringer generelt er udtryk for dårlig dømmekraft og bør frasælges hurtigst muligt.

”Der er ingen grund til at investere i fossile selskaber, der ikke klart og entydigt har en grøn transformationsplan med endemål i 2030.  De findes desværre ikke, og der er ingen grunde til at sætte penge i olie, kul og gas – for at frasælge selskaberne senere. Det er nemlig efterhånden slået godt og grundigt fast, at det hverken skader afkast eller risikoprofil at ekskludere den fossile sektor,” siger Joachim Kattrup.

I den forbindelse henviser Joachim Kattrup til et hollandsk forskningsstudie, der konkluderer, at det ikke øger kundernes risiko for tab at ekskludere fossile selskaber.

Men udover de klassiske økonomiske argumenter om risikospredning og afkasthensyn peger investorer ofte også på et grønt argument, der går på, at man via aktivt ejerskab kan være med til at skubbe fossile selskaber i en mere grøn retning. Det argument giver Joachim Kattrup dog ikke meget for. Efter hans mening er ingen af de fossile selskaber, som optræder på danske pensionskassers beholdningsliste, på rette vej.

”Se eksempelvis på Shell, som er et af de fossile selskaber, danske pensionskasser har investeret allerflest penge i. I 2021 investerede Shell 2-3 milliarder dollar i grøn omstilling, hvilket jo lyder rigtig fint. Problemet er bare, at Shell samme år investerede 8-9 milliarder dollar i fossil kapacitetsudvidelse. Er det et skridt i den rigtige retning? Ikke i min bog. Tværtimod viser det, at dialogtilgangen har spillet fallit i forhold til Shell,” siger Joachim Kattrup.

I rapporten slår I til lyd for, at danske pensionsselskaber bør frasælge alle deres fossile aktiver. Men anbefalingen fra Det Internationale Energiagentur, som I selv henviser til mange steder i rapporten, går på stop for kapacitetsudvidelse og ikke på stop for fossil energi. Hvorfor går I længere end den anbefaling, I selv tillægger så meget vægt?

”Her læner vi os op af MSCI, der er verdens største udbyder af aktieindeks. Ifølge MSCI kan en Paris-kompatibel portefølje ikke indeholde selskaber med nævneværdige fossile reserver. Så udover at være i konflikt med den danske regering jævnfør BOGA og Det Internationale Energiagenturs anbefaling vedrørende stop for ekspansion, så er danske pensionskassers nuværende aktie- og obligationslister ikke på linje med en Paris-kompatibel portefølje. Det må da give stof til eftertanke,” siger Joachim Kattrup.

I rapporten findes også en række forskellige opgørelser over de enkelte pensionsselskabers fossile investeringer. Hvilket af de 16 danske pensionsselskaber er i dine øjne den største klimasynder?

”Det er PFA, fordi de har flest penge (10,5 milliarder, red.) i fossile investeringer. Når det er sagt, så er alle danske pensionsselskaber klimasyndere, da de jo alle sammen har aktiver i fossile selskaber,” siger Joachim Kattrup.

Økonomisk Ugebrev har bedt Christian Storm Schubart, PFA’s chef for bæredygtige investeringer, om en kommentar til Joachim Kattrups klassificering af PFA som dansk pensionssektors største klimasynder.

Ifølge Christian Storm Schubart udelader Mellemfolkeligt Samvirkes rapport en del væsentlige nuancer. Eksempelvis tager rapporten ikke højde for, at der er forskel på, hvordan fossile selskaber tilgår klimatransitionen. Desuden mener Christian Storm Schubart, at rapporten sammenblander temmeligt forskelligartede selskaber.

”Det er misvisende at placere olie-, mine-, og forsyningsselskaber i samme kasse og ikke forholde sig til nuancerne i, hvor stor en andel af selskabernes produktion der går til fossilt brændsel eller hvilke lande, de opererer i,” siger Christian Storm Schubart og tilføjer:

”Vi har forpligtet os til at nå en CO2-nuludledning senest i 2050 og som delmål reducere CO2-udledningen med 29 procent frem mod 2025. I dag er det allerede sådan, at vores største pensionsprodukt, PFA Plus, udleder cirka 30 procent mindre end verdensindekset for aktier, mens vores ekstra grønne produkt, PFA Klima Plus, ligger 79 procent under. I PFA bliver selskaber ekskluderet, hvis mere end 5 procent af deres omsætning kommer fra termisk kul og tjæresand. Det førte sidste år til en eksklusion af 32 selskaber. (…) I forhold til olie og gas har vi indsnævret beholdningen til to selskaber, som begge har ambitiøse planer om en grøn transition.”

I forhold til PFA’s kritik af rapportens metodik udtaler Joachim Kattrup: ”Et fossilt selskab er i rapporten netop defineret ved andelen af fossil produktion eller omsætning fra fossile kilder. Professor Andreas Rasche fra Copenhagen Business School har i øvrigt anerkendt metoden, der er udviklet af Urgewald. De er anerkendt på globalt plan og trækker på de bedste datakilder i verden, herunder Rystad Energy, Bloomberg, Refinitiv og Global Energy Monitor.”

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

[postviewcount]

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Samfundsansvar

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank