EU-Kommissionen fremlagde i sidste uge et omfattende direktivforslag under navnet ’Corporate Sustainability Due Diligence’ der vil gøre social og miljømæssig due diligence obligatorisk.
Kort fortalt handler social og miljømæssig due diligence om, at virksomheder skal iværksætte processer, der effektivt identificerer, forebygger, afbøder, udbedrer og redegør for aktuelle og potentielle negative indvirkninger på menneskerettigheds- og miljøområdet. Formålet er blandt at sikre menneskerettigheder og miljøhensyn også længere nede i værdikæden for store virksomheder i EU.
Forslaget omfatter alle virksomheder, der har en omsætning på mere end 150 millioner euro og mere end 500 ansatte samt virksomheder i særligt udsætte brancher, herunder landbrug og modeindustrien, med en omsætning på 40 millioner euro og over 250 ansatte – i alt anslås det at gælde 13.000 virksomheder i EU, hvilket udgør omkring 1 procent af europæiske virksomheder.
Ifølge regnskabsbasen Bisbase er der omkring 200 danske virksomheder, der årligt omsætter for mere end 150 millioner euro og har over 500 ansatte.
Siden offentliggørelsen er forslaget både blevet kritiseret for at gå for langt samt for ikke at være tilstrækkelig omfattende.
I en pressemeddelelse kritiserer Dansk Industri forslaget for at stille alt for omfattende krav til virksomheders ansvar overfor værdikæden.
”Selvfølgelig har virksomhederne et ansvar for at vælge samarbejdspartnere og leverandører, som opfører sig ordentligt, og som producerer ansvarligt og klimavenligt, men forslaget lægger op til ansvar for forhold, som er helt uden for virksomhedernes indflydelse ved at omfatte hele værdikæden, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri.
Modsat Dansk Industri mener Patrick Wilcken, Head of Business and Human Rights at Amnesty International, at forslaget ikke går langt nok. Wilkcken kalder forslaget en forspildt mulighed og udtrykker skuffelse over, at 99 procent af virksomheder i EU ikke er omfattet af de øgede krav.
Samme kritik kommer fra B Lab Europe, der ligesom Amnesty International hæfter sig ved, at Kommissions forslag kun omfatter omkring 1 procent af europæiske virksomheder.