Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Sælg Aktuel kurs: 20.340,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Sælg Aktuel kurs: 21.150,00
APM har sat en ny kursbund i 20.630, og vi forventer en stigning op mod 22.000-22.500. Men kursen har været faldende siden midten af januar, så stigningen bør benyttes som en salgsmulighed.
Ambu – Sælg Aktuel kurs: 112,90
Ambu steg næsten 10 procent i mandags, men det skete efter et uafbrudt fald på 20 procent til en ny kursbund i 100,75. Stigningen kan ikke skjule Ambus overordnede retning, som er nedadgående.
Bavarian Nordic – Sælg Aktuel kurs: 141,00
Bavarian Nordic ligger stadig indenfor rammerne af den faldende kurskanal, som startede tilbage i november 2021. Så længe det er tilfældet, kan Bavarian kun få en salgsanbefaling.
Carlsberg B – Sælg Aktuel kurs: 844,80
Carlsberg styrtdykkede i denne uge ud af kursintervallet 990-1080. Det skete under den højeste omsætning i år og den næsthøjeste omsætning siden august 2020. De store investorer sælger ud.
Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 483,90
Chr. Hansen forsøgte i den forgange uge at komme tilbage på den rigtige side af modstandslinjen ved kurs 490. I første omgang mislykkedes det, men forsøget rækker til en kortsigtet Hold-anbefaling.
Coloplast – Hold Aktuel kurs: 989,80
Coloplast brød ud af en faldende kurskanal med loft i kurs 940, og kursen forsøger nu at passere 60 dages glidende gennemsnit i 1013. En stigning forbi den grænse udløser en købsanbefaling.
Danske Bank – Sælg Aktuel kurs: 100,05
Danske Bank har sat hele den stigning over styr, som startede midt i december 2021, og som sendte kursen op fra 106 til 133. Fredagens fald ned under støttelinjen ved 106 udløser en salgsanbefaling.
Demant – Hold Aktuel kurs: 269,40
Demant bevæger sig sidelæns i kursintervallet 263-280, men omsætningen er en smule højere under stigninger end under fald. Indtil kursen passerer 280, nøjes vi dog med at sige Hold.
DSV – Sælg Aktuel kurs: 1195,00
DSV er vendt tilbage til bunden af en faldende kurskanal, og den ligger p.t. ved kurs 1200. Styrken i aktien er lav med en RSI14-værdi på 41, så der er ingen tvivl om salgsanbefalingen.
FLSmidth – Sælg Aktuel kurs: 171,80
FLSmidth forsøgte at stabilisere sig ved kursniveauet 180-185 efter det hurtige fald på 16 procent. Men forsøget mislykkedes, og fredag faldt kursen til den laveste værdi siden november 2020.
Genmab – Hold Aktuel kurs: 2130,00
Genmab mislykkedes for anden gang med at passere modstanden ved kurs 2300. Den forsigtige investor afventer et brud på 60 dages glidende gennemsnit i 2326, før et køb overvejes.
GN Store Nord – Sælg Aktuel kurs: 324,00
GN Store Nord faldt i sidste uge til den laveste kurs siden maj 2020, og mandagens kortvarige stigning viste sig kun at være en naturlig korrektion. Fredag sluttede GN igen i en rekordlav kurs.
H. Lundbeck – Hold Aktuel kurs: 161,35
Lundbeck angriber loftet i en faldende kurskanal, som p.t. ligger ved kurs 163. Et afgørende udbrud vil ændre anbefalingen, men det kræver en stigning forbi kurs 169, som er årets hidtil højeste kurs.
ISS – Sælg Aktuel kurs: 100,25
ISS’ årsregnskab blev modtaget meget negativt af markedet i sidste uge, og stemningen blev ikke bedre i denne uge. Vi forventer en snarlig positiv korrektion, som kan benyttes som salgsmulighed.
Netcompany – Sælg Aktuel kurs: 390,00
Netcompany satte fredag en ny kursbund lige under det runde tal 400, men aktiens styrke er svagt stigende. Den er dog på ingen måde imponerende, så vi siger indtil videre Sælg.
Novo Nordisk B – Hold Aktuel kurs: 701,00
Novo Nordisk har siden aflæggelsen af årsregnskabet 2021 svinget i kursintervallet 645-700. Indtil kursen bryder op gennem loftet i dette interval, bliver det kun til en Hold-anbefaling.
Novozymes B – Køb Aktuel kurs: 434,50
Novozyymes steg eksplosivt fra kurs 407, og faldet fra den seneste kurstop i 447 var en ganske naturlig reaktion. Stigningen skete under en høj omsætning, og vi giver Novozymes en købsanbefaling.
Pandora – Sælg Aktuel kurs: 599,40
Pandora faldt fredag gennem bunden i en faldende kurskanal. Eneste lyspunkt er så lav en RSI14-værdi (28 på skalaen 0-100), at det kalder på en snarlig positiv korrektion. Den kan benyttes til et salg.
Rockwool – Sælg Aktuel kurs: 2080,00
Rockwool faldt i den forløbne uge til en ny kursbund, og den voldsomme stigning på 20 procent i starten af februar er nu elimineret. En stigning herfra bør benyttes til et salg.
Royal Unibrew – Sælg Aktuel kurs: 582,60
Royal Unibrew aflagde årsregnskab for 2021 i mandags, og dagen efter faldt kursen 9 procent under den højeste omsætning siden september 2021. Sælg på næste stigning.
SimCorp – Sælg Aktuel kurs: 516,00
SimCorp gik på kort sigt en smule mod et negativt marked, men i slutningen af ugen bukkede Sim-Corp under for markedsstemningen. Fredag sluttede med den laveste kurs siden marts 2020.
Tryg – Sælg Aktuel kurs: 144,40
Tryg har ikke formået at vende tilbage til den stigning, som ellers havde varet i 1½ år. Kursen ligger nu i en faldende kurskanal, og en stigning til niveauet 145-150 kan benyttes til et salg.
Vestas Wind Systems – Hold Aktuel kurs: 195,65
Vi gav i sidste uge Vestas en købsanbefaling med udsigt til en stigning op mod kurs 210. Men vi havde ikke regnet med, at det ville ske den følgende uge. Korrektionen er næppe slut, så vi siger Hold.
Ørsted – Hold Aktuel kurs: 781,40
Ørsted brød sidste uge op gennem loftet i en stigende kurskanal med stor kraft. Loftet lå ved kurs 755, og faldet ned mod kursniveauet 775-780 betragter vi som en naturlig negativ korrektion.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her