Morten Springborg: Behov for mere datadrevet realisme i klimadebatten

Det en vildfarelse at tro, at vi kan blive CO₂-neutrale i 2050 ved blot at udskifte fossil energi med vedvarende energi som sol og vind. Sådan lyder vurderingen fra Morten Springborg, temaspecialist i C WorldWide Asset Management, der er en af landets fremmeste fageksperter på datadrevne beregninger af de teknologiske muligheder i klimaomstillingen. Elektrificering og decarbonisering via brint og Power-to-X kan slet ikke erstatte fossile brændsler. I stedet for at stile mod nul-udledning via udfasning af fossil energi bør vi erkende, at vi får brug for fossil energi længe endnu og derfor investere i og videreudvikle de mest CO₂-effektive olie- og gasselskaber, vurderer han.

Der har været arbejdet med klima og grønne løsninger i rigtig mange år – både politisk, i pensionskasser og i erhvervslivet. På trods af mange grønne projekter fortsætter de globale CO₂-udledninger med at stige, og ifølge en ny rapport fra FN’s klimapanel er klimaforandringernes skadevirkninger værre end hidtil antaget.

Spørgsmålet er: Hvad er gået galt? Og hvad skal vi gøre?

Det har Morten Springborg, temaspecialist i C WorldWide Asset Management, nogle bud på. Han påpeger, at vi først og fremmest har brug for flere datadrevne argumenter og langt mere realisme – frem for den følelsesbårne og idealistiske stil, der indtil nu har præget klimadebatten.

”Energiforbruget stiger normalt 1,5 procent om året på globalt plan. Stigningen drives hovedsageligt af udviklingslandene, der også fremadrettet må forventes at bruge mere energi til at udbygge deres velstand. Hvor skal al den energi komme fra? Sol og vind? Nej, det er urealistisk,” siger Morten Springborg.

Han minder om, at 85 procent af verdens energiforbrug stammer for fossile brændsler. Og selvom vindkapaciteten siden årtusindskiftet i gennemsnit er steget med 23 procent om året, udgør vindenergi stadig blot én procent af verdens samlede energiforbrug.

”Dertil kommer, at der finder et massivt energitab sted – omkring 55 procent – når man omdanner vedvarende energikilder til flydende brændstof via Power-to-X-teknologi. Ifølge min udregning betyder det, at Mærsks kommende otte metanoldrevne containerskibe vil forbruge 10,7 terawatt-timer om året. Til sammenligning er hele Danmarks årlige elforbrug på omkring 35 terawatt-timer, ”siger Morten Springborg.

Hans regnestykke ser således ud: Et containerskib i den størrelse, Mærsk planlægger at bygge, bruger 200 tons bunkerolie om dagen. Mærsks skibe sejler 240 dage om året. En ton bunkeolie svarer til 7.33 tønder olie og hver tønde svarer til 1.700 kilowatt-timer energi. Heraf kan vi foreløbig udlede: 200 x 240 x 7,33 x 1.700 kilowatt-timer = ca. 600.000 megawatt-timer eller 600 gigawatt per skib per år.

Ganger vi 600 gigawatt-timer med 8, får vi 4.800 gigawatt-timer – hvilket er den mængde energi, de otte Mærsk skibe forbruger per år. Men denne mængde energi skal korrigeres for energitabet ved anvendelse af Power-to-X-teknologien, der som nævnt medfører et energitab på 55 procent. Ergo forbruger Mærsks otte skibe ifølge beregningen i størrelsesordenen 10,7 terawatt timer sol eller vindelektricitet om året.

”Husk på, Mærsk har 700 skibe. Hvis Mærsk skulle dekarbonisere hele flåden via Power-to-X-brændsler, så ville det – ekstrapoleret – kræve i omegnen af 25 gange mere end Danmarks årlige elforbrug. Og Mærsk er et selskab i en industri. Læg dertil hele den tunge industri som stål og cement samt resten af den tunge transport, herunder flytrafik, ”siger Morten Springborg og tilføjer:

”Danmarks største anlægsprojekt – den kommende energiø i Nordsøen til 200 milliarder kroner – vil producere el til 25 Mærsk skibe. Er det den rigtige måde at bruge penge på? Sandheden er, at verden aldrig kommer til at producere nok strøm fra sol og vind til at kunne virkeliggøre erhvervslivets og politikernes klimadrømme om at dekarbonisere energiforbruget udenfor elnettet.”

Videre siger han: “Grønne Ørsted producerede i 2021 omkring 25 terawatt-timer elektricitet, hvorimod olieselskabet BP producerede energi svarende til 2.250 terawatt-timer, altså næsten 100 gange så meget. Det siger sig selv, at det vil tage meget lang tid, før Ørsted og andre vedvarende energiselskaber vil kunne kompensere for den reducerede produktion, vi som samfund beder olieselskaberne om at levere. Problemet ved den nuværende politik er, at den fører til strukturel underinvestering i energi og til energimangel.”

Men hvordan skal vi så dekarbonisere vores energiforbrug? Ifølge Morten Springborg skal vi gøre rigtig mange forskellige ting for at blive CO₂-neutrale i 2050, herunder holde op med at udsulte olie- og gasindustrien.

”Manglende investeringer i specielt gas fører til højere CO₂-udledning globalt set. Mangel på gas leder nemlig til øget kulforbrug, hvilket udleder omtrent dobbelt så meget CO₂ som gas. Derfor skal vi udfase kul og udvikle gas, som vi skal kombinere med industriel fangst og lagring af CO₂. Og da vi i de kommende år stadig får brug for olie, skal vi holde op med at pege fingre ad hele olieindustrien. I stedet skal vi skelne mellem klimaeffektive olieselskaber som Equinor (tidligere Statoil, red.), der har et relativt lavt klimaaftryk per produceret tønde og ineffektive selskaber som de canadiske tjæresandselskaber og nationale olieselskaber i Mellemøsten og Rusland, hvis klimaaftryk ligger i den høje ende,” siger Morten Springborg og tilføjer, at den førte politik indebærer, at mellemøstlige og russiske selskaber får endnu større markedsandele, hvilket leder til højere emissioner end nødvendigt.

Ifølge Morten Springborg kan man ikke være klimabekymret og samtidig sige nej til atomkraft. Han ser et stort potentiale i den nye SMR-atomteknologi, som blandt andet danske Seaborg Technologies er i gang med at udvikle.

”Og her taler vi jo blot om udvikling af traditionel fissionsenergi. Det rigtig vilde er det det, der sker på fusionsområdet, hvor 2021 bød på reelle teknologi-gennembrud. Her forsøger virksomheder som amerikanske Commonwealth Fusion System at kopiere solens måde at skabe energi på – populært sagt forsøger de at lave en sol i en flaske. Det kan blive kæmpestort fra omkring 2030,” siger Morten Springborg.

Derudover skal vi investere massivt i sol og vind samt i energioptimering og effektivitet. Men endnu vigtigere: vi skal investere i naturlige karbondræn, herunder biokul i landbruget, tang i havene og skov på land. Og hvis det virkelig skal flytte noget, så skal de frivillige karbonkreditter inkluderes i de regulerede markeder for karbon.

”Derved er det markedet, der sætter prisen – og det vil give massive investeringer i skov. Det skal reguleres og der skal revision på. Men sker det, så vil skov blive det største råvaremarked indenfor ti år. Der er jo ikke mange virksomheder, der kan blive CO₂-neutrale uden at klimakompensere. De kommer til at investere i nye skove, masser af skove. Det er jeg ikke er øjeblik i tvivl om,” siger Morten Springborg.