Økonomisk Ugebrev Ledelse fremhæver i hver udgave erhvervsledere, som vi senest har lagt mærke til, og som vi synes fortjener en bemærkning med på vejen. Fagredaktør Morten A. Sørensen udpeger her ugens topchefer.
Jens Bjerg Sørensen, CEO for Schouw & Co., kan nu føje formandsposten i den fremstormende industrivirksomhed Danfoss til sin portefølje af poster i blandt andet Salling Gruppen. Den hidtidige formand og tidligere CEO i Danfoss, Jørgen Mads Clausen fra anden generation af stifterfamilien, håber, ifølge Børsen, at formandsposten på et senere tidspunkt kan gå videre til et medlem af tredje generation: ”Men først skal de bevise, at de kan og vil”, siger Jørgen Mads Clausen.
Jesper Bruun Rasmussen, auktionarius, mener åbenbart ikke, at hans børn ”kan og vil”. Han sælger auktionshuset Bruun Rasmussen til det meget større britiske auktionshus Bonhams. Han erklærer i Børsen, at ingen af hans børn ”kan det hele af det, der skal til for at føre virksomheden videre.”
Ulrik Drejsig, topchef for Semler Gruppen, der importerer biler fra Volkswagen-koncernen, kan melde om en omsætningsvækst i 2021 på 15 procent til 17,6 mia. kr. og en resultatfremgang på 55 procent til 712 mio. kr. Fremgangen skyldes ikke mindst et stigende salg af elbiler. 2022 kan blive negativt påvirket af bilfabrikkernes komponentmangel, der er blevet forstærket af Putin-Ruslands krig i Ukraine, som er hjemsted for mange underleverandører.
Jens Bjørn Andersen, topchef for DSV, advarer om, at problemerne med flaskehalse i forsyningskæderne kan fortsætte ind i 2023. Årsagen er blandt andet, at corona igen bluser op i Kina, og landets nultolerance-politik over for virussen fører til lukning af fabrikker.
Jens Birgersson, topchef for Rockwool, må se sin virksomhed blive hængt ud af en af New York Times’ mest kendte kommentatorer, Dana Milbank, under overskriften ”Stop buying from these companies. They’re funding Putin’s war.” Birgersson er blot en af mange topchefer, der synes overrumplet over stærke krav i offentligheden om, at de mere klart skal tage stilling mod det Putin-russiske overfald. Milbanks artikel er via Twitter sendt ud i et for Rockwool uheldigt kredsløb.
Susanne Mørch Koch, adm. direktør for Tivoli, har i 2021 opnået en omsætning på 719 mio. kr. mod 478 mio. kr. i 2020. Også 2021 var for Tivoli væsentligt påvirket af corona-epidemien, og resultatet før skat var stadig negativt med 47,6 mio. kr. mod et underskud på 185,1 mio. kr. i 2020. Tivoli venter i 2022 en omsætning på 8-900 mio. kr., hvilket dog stadig vil være cirka 20 procent under det historiske niveau. Der ventes et fortsat – men mindre – underskud.
Anne Engdal Stig Christensen, adm. direktør for TV2, melder om en omsætningsstigning på 11 procent til 3,6 mia. kr. i 2021 og et EBIT-driftresultat før særlige poster på 463 mio. kr. Både reklame- og abonnementsindtægter er steget, og TV2 leverer ifølge sin årsrapport et afkast af kapitalen (ROIC) på 24,2 procent til ejeren, staten.
Sune Schnack, CEO for Flügger, konstaterer, at efter opkøbet af Eskaro er Flügger en af de virksomheder, der er alvorligt påvirket af det Putin-russiske overfald og i øvrigt ramt af uventede prisstigninger på råvarer. Den organiske vækst er allerede faldet lidt i årets første ni måneder, og EBIT-driftsresultatet er minus 39 mio.kr. i tredje kvartal, der dog normalt er tabsgivende.
Mads Bonde, CEO for bremsevirksomheden SBS Group, advarer om, at prisen på 225 mio. kr. – som en følge af Ruslands invasion i Ukraine – kan blive reguleret væsentligt ned for det frasolgte datterselskab SBS Automotive, der har 20 procent af sin omsætning i Rusland.
Jens Wittrup Willumsen, bestyrelsesformand for Skako, leverer for 2021 en omsætningsvækst på 8 procent til 364 mio. kr. og en vækst i EBIT-driftsresultatet på 34 procent. Udviklingen i virksomheden, der producerer udstyr til betonproduktion, accelererede kraftigt i fjerde kvartal hvor omsætningsvæksten blev 28 procent, væksten i ordreindgangen 54 procent og Ebit 601 procent (fra et lavt udgangspunkt). Især produkter, der styrker bæredygtighed, har fremgang.
Ib Kunøe, bestyrelsesformand for Columbus, ser virksomheden godt på vej til at opnå en position som en ”trusted digital advisor”, efter at virksomheden i 2021 har opnået en omsætningsvækst på 1,1 procent til 689 mio. kr. og en vækst i EBITDA-driftresultatet på 8,4 procent til 109 mio. kr. Segmenterne Digital Commerce og Customer Experience & Engagement kan opvise vækstrater på over 20 procent.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.