Den seneste konference blev udsat for regulært mandefald med flere sygdomsrelaterede afbud i sidste øjeblik blandt de præsenterende. I denne gruppe tæller også undertegnede, som også måtte finde sygesengen på det mest ubelejligede tidspunkt.
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og at det barberede program betød til gengæld, at de 3 tilbageværende selskaber for alvor kunne præsentere i dybden, og tage sig god tid til også at besvare mange spørgsmål.
Orexo
For Orexo præsenterede CEO Nikolaj Sørensen. Præsentationen handlede om det kommende lægemiddel OX-124 til behandling af overdosis og ikke mindst om selskabets satsning på digitale terapier (DTx), som ikke har gjort noget væsentligt af sig endnu.
Omkring 28 min. inde i præsentationen er der en gennemgang af det kommende newsflow for 2022 og 2023, som jo altid er alfa og omega indenfor biotekinvestering.
Curasight
Fra Curasight præsenterede både CEO Ulrik Krasilnikoff og selskabets stifter og CSO, Anders Kjær, og der blev i den timelange præsentation besvaret en række spørgsmål.
Selskabet er et klinisk fase 2 selskab indenfor kræftdiagnostik med selskabets uTRACE-teknologi. Teknologien opererer indenfor det radionuklide lægemiddelmarked, og man er i øjeblikket i gang med at planlægge et fase 3 studie.
På længere sigt, er der en terapeutisk vinkel under udvikling under navnet uTREAT, som er ved at blive klargjort til fase 1/2a studier. Det terapeutiske marked er mangefold større end det diagnostiske marked, og på sigt er det klart her, den største værdi ligger, hvis den kliniske udvikling bliver succesfuld.
Med et moderne udtryk opererer selskabet indenfor et område man kan kalde ”theranostic”, som er en sammentrækning af Therapeutic og Diagnostic.
Evaxion Biotech
For Evaxion Biotech præsenterede CFO Niels Iversen Møller. Selskabet er et af de få danske biotekselskaber, som indenfor de seneste år er blevet noteret i USA. Som Nasdaq-noteret har selskabet lidt over 1 år på bagen. Evaxions fokus er på cancer, som man er klart længst fremme med og senere i år vil starte i klinisk fase 2b studie. Indenfor bakterielle og virale sygdomme er man stadig i præklinikken. Det mest særegne ved selskabet er de indvidualiserede behandlinger, som udvikles med hjælp af AI-teknologien Pioneer. Præsentationen gav rig lejlighed til at gå i dybden med bl.a. selskabets maskinrum, og der blev besvaret en række spørgsmål.
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.