Kort rente: Efter en meget lang periode med både danske og europæiske centralbankrenter fasttømret til det aktuelle meget lave niveau kan markedsdeltagerne nu så småt skimte den første renteforhøjelse.
Markedet indregner nu den første renteforhøjelse fra ECB på ti basispoint til tredje kvartal 2018, og dermed om halvandet år. Det er en fremrykning på omkring et halvt år i forhold til situationen for bare en måned siden. Forklaringen er givetvis de små ændringer, der er kommet i udmeldingerne fra ECB. Der er tale om små sproglige justeringer i retning af, at udsigterne for en stribe nøgletal nu ser en smule bedre ud. Jyske Bank vurderer dog i deres nye renteprognose, at ECB venter til vi kommer ind i 2019 med at komme med den første renteforhøjelse, og denne holdning deles af en række finanshuse. Der er således udbredt enighed om, at det er ganske usandsynligt, at der kommer en decideret renteforhøjelse fra ECB før man har afsluttet obligationsopkøbene. De vil fortsætte året ud på det nuværende niveau, og først derefter skal de udfases. Skæver man til USA og ser på den måde de udfasede obligationsopkøbene på, så var der tale om en langsom udfasning for ikke at forskrække markedet. Det virker sandsynligt, at ECB også vil udfase langsomt. De vil altså ikke gå fra at opkøbe for 60 mia. EUR om måneden til slet ikke at opkøbe. Det betyder, at vi med stor sandsynlighed kommer langt hen i 2018 før ECB helt afslutter sine opkøb. Samlet tyder både markedspriserne og de forskellige udmeldinger fra finanshusene på, at det bliver om halvandet til to år fra nu der kommer første forhøjelse fra ECB.
Når det kommer til de officielle danske renter er der også nogen forskel på forventningerne. Jyske Bank vurderer at der allerede om ca. et år kan komme en forhøjelse af renten på indskudsbeviser på ti basispoint fra -0,65 procent til -0,55 procent. Det er under forudsætning af, at der ikke på dette tidspunkt er politiske uro, som fører til at internationale investorer igen søger mod danske kroner. Derimod forventer cheføkonom Tore Stramer fra Nykredit ikke at Nationalbanken hæver renten før vi kommer ind i 2019, og altså først om ca. to år.
Ejlif Thomasen