I nærhedsnotat til Folketingets Erhvervsudvalg hedder det blandt andet, at: ”Forslaget skal gøre det nemmere og billigere for små og mellemstore udstedere at udarbejde et prospekt. Små og mellemstore udstedere gives således mulighed for at udarbejde et mindre byrdefuldt prospekt, der alene indeholder oplysninger, der er væsentlige for en virksomhed af den størrelse. Det vil dog ikke gælde for virksomheder, hvis værdipapirer er eller ønskes optaget til handel på et reguleret marked, da der skal gælde samme regler for alle virksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked. Det er forventningen, at små og mellemstore virksomheder med de foreslåede regler i større omfang vil kunne udarbejde prospekterne selv, dvs. uden brug af rådgivere, hvilket forventes at medføre betragtelige besparelser for virksomhederne. De endelige krav skal fastsættes i delegerede retsakter vedtaget af Kommissionen.”
