Tema om Realkredit 2022: Muligheden for elektronisk afstemning til repræsentantskabsvalgene i Forenet Kredit har ikke fået valgdeltagelsen til at stige. Kun 0,5 pct. stemte ved seneste valg. Økonomisk Ugebrevs survey blandt låntagerne viser, at mange flere ville stemme, hvis det ikke var så bøvlet. Repræsentantskabsmedlem vil arbejde for ændringer, der giver mere fleksibilitet og en længere tidsperiode til at stemme.
Medlemsdemokratiet i Forenet Kredit har det stadig ikke godt: Markant flere boligejere i Totalkredit og Nykredit ville stemme til Forenet Kredits repræsentantskabsvalg, hvis det i praksis var nemmere at stemme. I dag skal et medlem først tilmelde sig, og derefter følge valgmøder og debatter, hvorefter der er et kort tidsrum til at stemme elektronisk.
Økonomisk Ugebrevs survey viser, at der ved det netop overståede valg var 13 pct. af respondenterne, der faktisk stemte, og det var fordelt med omkring en fjerdedel, der mødte op fysisk, og tre fjerdedele, der stemte hjemmefra. Økonomisk Ugebrevs læsere er dog langt mere stemmeaktive end gennemsnittet, hvor kun 0,5 pct. stemte.
Arbejder for en ændring
I undersøgelsen blev respondenterne stillet følgende spørgsmål: ”Ville du stemme på Forenet Kredits valgmøder, hvis man ikke var tvunget til at tilmelde sig på forhånd og skulle lytte til alle kandidatindlæg og spørgsmål/svar på et fastsat tidspunkt?”
Ifølge svarene ville 36 pct. deltage i afstemningen, mens andre 39 pct. svarer ”ved ikke”. Sammenholder man tallene med, hvor mange der faktisk stemte ved det seneste valg, tyder det på, at der kan ske en tredobling af stemmedeltagelsen.
Medlem af repræsentantskabet for Forenet Kredit Jesper Vork Nielsen har længe ønsket bedre muligheder for elektronisk afstemning: ”Jeg er glad for, at vi overhovedet har fået muligheden for at stemme elektronisk, og det er til dels en effekt af corona, at vi nu har en fireårig forsøgsperiode med såkaldte hybridvalg,” siger han.
”Men det er ikke godt nok, som det er nu. En af mine kæpheste er, at der skal være en periode på 14 dage til at stemme, og jeg kan fornemme i repræsentantskabet, at der er en bevægelse i tingene, og at holdningen til elektroniske valg bliver mere og mere positiv. Derfor tror jeg på, at det er realistisk, at vi bevæger os den vej,” siger han.
René Poulsen fra Realråd deltog i det elektroniske valg i år, og han mener også, at der er plads til forbedringer. ”Jeg synes, at der bliver informeret godt om, at der er valg. Men selve afviklingen kan blive meget bedre. Man skal logge på og vente på, at hele præsentationen er gennemført, og så bliver der åbnet for at stemme i en ret kort periode på måske 20 minutter. Man ved ikke, hvornår selve afstemningen begynder, så man er nødt til at holde sig klar. Samtidig skal man tilmelde sig i forvejen, og det kan jeg ikke se nogen begrundelse for. Det må de kunne gøre meget bedre,” siger René Poulsen.
Rasmus Visby, stifter af Consum, foreningen af kritiske låntagere, stillede også op ved det seneste valg. Han mener, at selve afviklingen af valget er under al kritik. ”Jeg synes, man skal begynde med at se, hvad teknologien tillader, og så afvikle valget på en måde, så låntagerne reelt i stor udstrækning kan komme til at stemme. Det synes jeg bestemt ikke, at man har gjort nu,” siger Rasmus Visby.
”Teknisk set kan man nemt give mulighed for en længere periode til at stemme, og jeg kan heller ikke se, hvorfor man skal tilmelde sig til selve valget. Som låntager får man jo før valget en mail i e-boks fra Forenet Kredit, og dermed har de styr på, hvem der er låntager. Jeg kan heller ikke se, hvorfor man ikke bare kan få et link, som man kan bruge til den efterfølgende afstemning,” siger Rasmus Visby.
Ifølge Jesper Vork Nielsen er det aktuelle fireårige forsøg med elektroniske valg tilrettelagt sådan, at der hvert år skal ske en revurdering.
”Her vil jeg arbejde for, at det bliver meget mere brugervenligt med en længere periode til at stemme. Hvis det er muligt uden tilmelding, synes jeg også, det vil være en klar forbedring,” siger han.
Tal fra Forenet Kredit for det seneste valg viser, at der er tale om en meget lav valgdeltagelse. Ifølge presseansvarlig Jørgen Thomassen Hybler havde godt 300.000 mulighed for at stemme til valget i København/Nordsjælland og Vestjylland.
Heraf havde 2355 tilmeldt sig for København/Nordsjælland og 703 i Vestjylland. Men kun 1169 stemte i København/Nordsjælland og 420 i Vestjylland. Det betyder, at kun 0,5 pct. af de stemmeberettigede stemte. Tallene fra Forenet Kredit viser også, at en tredjedel af de tilmeldte slet ikke stemte.
Økonomisk Ugebrev har spurgt Forenet Kredit, om det en tilfredsstillede valgdeltagelse.
”Vi ser naturligvis gerne, at flere medlemmer engagerer sig i vores valg. Og forudsætningen for det er, at flere af vores medlemmer er vidende og bevidste om, at de kan stemme; at de er bekendt med, at der er valg. Derfor arbejder vi målrettet på at øge stemmeberettigede kunders opmærksomhed om vores valg, og vi har ad to omgange sendt e-Boks-breve til samtlige stemmeberettigede samt annonceret digitalt i de to valgområder. Aktuelt svarer mere end 50 pct. af vores medlemmer i årets to valgområder, at de er bekendt med muligheden for at deltage i valget, hvilket er tilfredsstillende,” skriver Forenet Kredit til Økonomisk Ugebrev.
Ejlif Thomasen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her