Tal for den danske forretning indikerer, at Nordeas ledelse strategisk fokuserer målrettet på realkreditudlån og asset management, hvor der begge steder er lav kreditrisiko. Vi kigger på de første Q1-regnskaber fra bankerne, som antyder betydeligt lavere bundlinjer end sidste år.
Nordeas danske forretning bevæger sig i en bemærkelsesværdig retning ved, at en markant stigende andel af den private udlånsforretning er realkreditlån. Det samme er tilfældet i Sverige, Norge og Finland. Men i Danmark udgør realkreditudlånet til private over 80 pct. af det samlede privatudlån.
Bag det strategiske valg ligger antageligt det faktum, at realkreditforretning i Danmark over de seneste år har udviklet sig til at være betydeligt mere lønsom end ordinære bankforretninger, også selvom kreditrisikoen er markant lavere på realkredit end på almindelige bankudlån.
Lave tab i Danmark
For den private forretning oplyses, at nettoindtægternes fremgang på 7 pct. skyldes vækst i realkreditudlån og øgede indtægter fra minusrenter på indlån. Til gengæld dykkede nettogebyrindtægterne i den danske forretning også markant i årets første kvartal, hvilket antageligt skyldes færre låneomlægninger.
Den hårde vægtning mod realkredit betyder også, at Nordeas danske forretning udløste betydeligt mindre tabshensættelser, end bankens forretning i de andre nordiske lande gjorde. Faktisk var der i Danmark på den konto indtægtsførte tilbageførsler på 9 mio. euro mod reelle tabshensættelser i de tre andre lande.
Nordeas andet store forretningsben er asset management. Det ligger lavere end i de sidste to kvartaler af 2021, som også var præget af betydelige kursstigninger. Formueforvaltning udgør således næsten halvdelen af gebyrindtægterne i privatforretningen.
”I Danmark har vi en ambition om at skabe en bank med fokus på den gode kundeoplevelse, hvor vi har set en stærk vækst på særligt bolig- og investeringskunder med stigende markedsandele. Netop disse to områder er vigtige for at drive en lønsom bank, og derfor er vi glade for den fremgang, vi har her,” siger bankdirektør Mads Skovlund, som har ansvar for Nordea Danmarks privatkunder.
Udlånet i business banking-forretningen, som udgør det brede erhvervsliv, faldt en lille smule i Danmark, mens der var udlånsvækst i både Sverige, Norge og Finland. Over det seneste år har der været massiv vækst i udlånet til erhverv i Norge og Sverige, mens udlånet til dansk erhvervsliv ligger lavere end for et år siden.
Opsigtsvækkende er også, at hovedparten af erhvervsudlånet i Danmark er baseret på realkreditlån. Udlånet i business-segmentet er i Danmark 193 mia. kr., og det samlede erhvervsudlån, herunder også til store virksomheder, kan ud fra regnskaberne skønnes til 166 mia. kr.
Billedet mudres lidt af, at der også er udlån på ca. 80 mia. kr. til store virksomheder og institutioner, herunder finansielle virksomheder, som typisk har almindelige banklån med en meget lav effektiv rente, her beregnet til 1,4 pct. Alt andet lige udgør hovedparten af erhvervsudlånet realkredit.
Dårligere bundlinjer
Andre blandt de første regnskabsaflæggere er Ringkjøbing Landbobank, Banknordik og Nordfyns Bank, hvor vi gennemgår sidstnævnte nedenfor. De to første har særlige forretningsmodeller, og de afspejler derfor ikke indtjeningsmønsteret i en normal dansk bank.
Nordfyns Bank, som er en af de mere informative lokalbanker, kom ud af første kvartal med nettorente- og gebyrindtægter på 49 mio. kr. mod 53 mio. kr. i første kvartal 2021, og også 53 mio. kr. i Q4 2021. Ud over fald i nettorenteindtægterne fra en presset udlånsmarginal oplyses det, at gebyrer og provisionsindtægter et faldet 2,3 mio. kr. sammenlignet med første kvartal 2021: ”Det er primært indtjeningen fra investeringsområdet vedrørende produkterne puljepension og aktiv formuepleje, som er faldet sammenlignet med sidste år. Aktivitetsniveauet på boligområdet med konvertering af realkreditlån har igen været højt i 1. kvartal 2022. Sidste år var aktivitetsniveauet på boligområdet også højt, så sammenlignet med sidste år er indtjeningen herfra ikke steget væsentligt.”
Grundlæggende tegner der sig et billede af, at bundlinjen i bankernes Q1- regnskaber kommer til at ligge betydeligt lavere end sidste år på grund af bl.a. højere personaleomkostninger og lavere tilbageførte hensættelser.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.