Erhvervsminister opretter nyt råd for samfundsansvar – efter at have nedlagt det gamle råd for samfundsansvar for nylig
Økonomisk Ugebrev Ledelse har tidligere skrevet flere artikler om, hvordan det tidligere Rådet for Samfundsansvar var kørt ind i en mur, på grund af slagsmål om en vejledning om, hvordan virksomheder kan oplyse mere ansvarligt om selskabets skattepolitik. DI og Dansk Erhvervs medlemmer var skarpe modstandere af arbejdet. Tilsyneladende var drøftelserne gået i hårdknude. Og hvad er så den letteste løsning for en minister? ”Vi nedlægger udvalget.” Og så opretter vi lige om lidt en andet helt tilsvarende udvalg, som så får at vide, at det ikke skal bevæge sig ind på kontroversielle områder, som generer DI og Dansk Erhverv. Ministeren udtaler om det nye dialogforum i noget, der ligner en skåltale: ”Jeg har store forventninger til Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst. Danske virksomheder tager i dag samfundsansvar på mange niveauer, men vi kan blive endnu bedre til at skabe rammerne for, at vækst og samfundsansvar kan gå hånd i hånd.”