Frank Gad, der for 20 år siden var direktør i FLSmidth, er et sjældent eksempel på, at en opsagt direktør får comeback i et andet selskab. I plastvirksomheden SP Group er det lykkedes ham at gøre en opkøbsstrategi værdiskabende. Det har skabt opmærksomhed om ham selv og omkring selskabet, der ellers hører til de mindre spillere på fondsbørsen.
Hvis man kunne spille på, hvem der i kommende år ville tage topplaceringerne i Økonomisk Ugebrevs direktørrating, havde Frank Gad fra SP Group nok givet gode odds. Opmærksomheden på fondsbørsen er især rettet mod de meget store selskaber indenfor farma, logistik og vindenergi, som Danmark i dag kan prale af. Klassiske industrivirksomheder med en markedsværdi på under 5 mia. kr. lever normalt et stille liv.
Men SP Group er inde på investorernes lystavle, og Frank Gad tager, efter en fremgang på 1,1 karakterpoint siden sidste år, fjerdepladsen i ratingen – lige efter direktørerne fra de globale giganter DSV og Novo Nordisk og fra Danmarks mest veldrevne bank, Ringkjøbing Landbobank. SP Group har med et stort antal opkøb – alene siden 2014 er det blevet til 15 styk – samlet omfattende kompetencer indenfor plastforarbejde emner til industrikunder. Kolde analyser viser, at virksomhedsopkøb ofte mislykkes i den forstand, at de nok giver en illusion om vækst, men reelt medfører destruktion af værdi. SP Group har imidlertid, som også f.eks. DSV og Scandinavian Tobacco Group, vist sig at være dygtige til at styre opkøbene, så de tilkøbte aktiviteter i de følgende år giver høj organisk vækst og fine driftsmarginaler.
Læg dertil, at virksomheden kom godt igennem coronakrisen og, i hvert fald indtil videre, også de stadigt voksende problemer med forsyningssikkerhed og prisstigninger. Selv om SP Groups aktie, som de fleste andre, er faldet noget tilbage i år, har der set over to-tre år været en solid gevinst til investorerne. Efter tre opjusteringer gennem 2021 har de desuden en vis tryghed for, at Frank Gad ikke sælger skindet, før bjørnen er skudt.
Spørger nogen – f.eks. en dum journalist – hvordan det er at sælge aktier i en virksomhed i plasticindustrien i en tid, hvor investorer har bæredygtighed højt på dagsordenen, kommer svaret hurtigt og skarpt: ”Plastic er fremtidens materiale for at lave grøn omstilling. Du skal bruge plast- og kompositløsninger for at lave vedvarende energi, for at lave isolering, for at lave bedre healthcare og for at lave bedre fødevareopbakning.”
Der er en anden interessant historie om Frank Gad: Han var direktør i FLSmidth, indtil han blev opsagt i 2004. Det er i sig selv meget sjældent, at en opsagt adm. direktør får en chance mere i et andet selskab af betydelig størrelse. Men der er nok så meget omstændighederne dengang, der er bemærkelsesværdige, set i lyset af, hvad der siden er passeret.
FLSmidth var grundlæggende samme selskab som det, vi kender nu, men dengang var det et datterselskab i et konglomerat med FLS Industries som moderselskab. Den struktur fik man ikke til at fungere, og FLS Aaerospace og FLS Miljø blev solgt fra, hvorefter de resterende aktiviteter blev samlet i ét selskab. Det tog koncernchefen Jørgen Huno Rasmussen selv lederskabet af, så den direktørpost, Frank Gad, sad på, fandtes ikke mere.
I dag kan man konstatere, at det, som FLS Industries ikke fik til at fungere – nemlig at spænde over forskelligartede, men dog relaterede, selskaber og aktiviteter under en fælles paraply – har Frank Gad fået til at fungere i SP Group. Og endda så godt, at han lander en topplacering i Økonomisk Ugebrevs CEO Rating.
To andre topchefer, der har haft signifikant fremgang i bedømmelserne, er Jan Rindbo fra DS Norden på 15. pladsen og Jørn Madsen fra The Drilling Company (tidligere Mærsk Drilling) på 22. pladsen. For begge selskaber gælder, at deres ydelser pludselig er blevet vigtige, hvorfor aktiekurserne er steget markant, siden krigen brød ud.
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.