Siden Nykredit for godt en måned siden sendte chokbølger ud til landets boligejere, er det væltet frem med alternative tilbud fra først og fremmest de banker, der hidtil har markedsført Totalkredit-lån.
Flere end halvdelen af de 60 banker er kommet med alternative tilbud, og også Nykredit Bank kom torsdag som bekendt med tilbud til klemte Totalkreditkunder.
Resultatet er, at forskellige mere eller mindre attraktive lånerenter og flyttetilbud vælter frem. Økonomisk Ugebrevs gennemgang af de alternative tilbud viser, at der nu for alvor er ved at komme konkurrence på markedet. Men undersøgelsen viser dog også, at der er mange faldgruber for låntagere, der ønsker at komme væk fra Totalkredit. De skal ikke for enhver pris vælge et nyt alternativ. Der er tale om et minefelt med mange snubletråde: Selvom der er besparelser på den korte bane for låntagerne, er risikoen for fremtidige tilfældige rentestigninger eller låneopsigelser også markant større. Samtidig er renten på de nye bankboliglån ikke bundet til en referencerente, og dermed risikerer låntager senere store rentestigninger. Det skaber også alt andet lige en større risiko for den finansielle stabilitet i finanssektoren.
Læs hele artiklen i Økonomisk Ugebrev Finans/CFO nr. 10.