Statusredegørelse på 157 sider om Danske Banks gældsinddrivelsessag: Udredningsarbejdet sårbart og præget af juridisk usikkerhed. I redegørelsen oplyses fra Kammeradvokaten bl.a., at ”vi har på banken forstået, at arbejdet i en periode har været præget af mangel på personer med kompetencer indenfor datahåndtering, ligesom en række teams har været helt eller delvist blokerede i deres arbejdsprocesser som følge af ”flaskehalse” hos projektets juridiske teams.
I forhold til sidstnævnte bemærker vi, at der i relation til bankens arbejde med de yderligere problemstillinger generelt ses at være en væsentlig risiko for forsinkelse og utilstrækkelig analyse som følge af mangel på ressourcer i bankens juridiske afdeling, der er tilknyttet programmet. Flere af de yderligere problemstillinger afhænger således af juridiske fortolkninger, og vi har i den forbindelse observeret, at de juridiske analyser, som er udleveret til os, ikke i alle tilfælde synes at beskrive de undersøgelser, som banken har foretaget, og de vurderinger, som har været afgørende for bankens konklusioner.
Heri ligger ikke nødvendigvis, at banken ikke har truffet beslutninger på et tilstrækkeligt stærkt juridisk grundlag, men blot at vi ikke – baseret på det materiale, som er udleveret til os – kan konstatere, at dette er tilfældet.”
MWL