Nationalbanken ønsker begrænsning af afdragsfrihed. Konverteringsbølgen vækker bekymring i Nationalbanken, der i publikationen Finansiel Stabilitet – 1 halvår 2022 foreslår en stramning af de regler, der skal sikre, at boligejerne er solide: ”Realkreditudlånet til private ejerboliger stiger fortsat moderat, og det er afdragsfrie lån, der driver det meste af væksten.
Stor udbredelse af afdragsfrie lån udgør et strukturelt problem, da det øger sårbarhederne over for et senere fald i boligpriserne. Brugen af afdragsfrihed bør derfor begrænses til de mest robuste boligejere. Et generelt krav om større udbetaling og krav om afdrag på lån til boligejere med høj belåningsgrad er begge tiltag, der kan bidrage til et mere robust boligmarked. De seneste kvartaler har der samtidig været mærkbar fremgang i variabelt forrentede realkreditlån. Med variabelt forrentede lån følger en risiko ved højere renter i fremtiden, da renten løbende tilpasses de gældende markedsrenter.”
STK