Tilbagefaldet i Genmab-aktien repræsenterer en historisk god købsmulighed, vurderer analytiker David Mygind. Darzalex solgte i årets første kvartal for 1,8 mia. USD, hvilket betød, at Genmab bogførte en royalty-indtægt på 1,5 mia. kr. Sammen med royalty-indtægter fra Tepezza og Kesimpta på samlet 328 mio. kr. var kvartalet så stærkt, at Genmab præciserede sin guidance for både omsætning og indtjeningen ved at hæve den nedre del af forventningsintervallerne med 200 mio. kr.
Vi har hele tiden set Genmab ramme den øvre del af intervallerne. Guidance i danske kroner er i øvrigt stadig baseret på en USD-kurs på 6,4 kr., hvilket er markant under den faktiske kurs, der ligger i 6,9 kr. Som det ser ud nu, er der altså også potentiale for en pæn valutadrevet opjustering omkring årsskiftet.
Hvor Genmab efter seneste præcisering nu forventer, at EBIT havner i niveauet 3,2-4,8 mia. kr., så anser vi det for sandsynligt, at indtjeningen faktisk ender med at krybe helt op over 5 mia. kr. Kassebeholdningen har i 1. kvartal krydset den næsten magiske grænse på 20 mia. kr., og det stiller selskabet uhørt stærkt i forhold til aggressivt at kunne udvikle og profitere fra medejerskab af indtil flere fremtidige blockbuster-kandidater fra den spændende pipeline.
Regnskabsaflæggelsen bød sædvanen tro også på en ukuelig optimisme omkring pipelinen og nyhedsstrømmen for resten af året. Blandt andet spurgte flere analytikere ind til HexaBody CD38 og gav i varierende grad udtryk for den samme type af strategiske og samarbejdsmæssige bekymringer, som går på, om incitamentet er til stede for Johnson & Johnson (J&J) til at bringe HexaBody CD-38 på markedet.
Bekymringerne blev igen fejet af bordet af ledelsen, denne gang med henvisning til, at J & J vil være bundet af en såkaldt ”best effort” klasul samtidig med, at HexaBody CD38-programmet i øvrigt udvikler sig meget lovende. Grundlæggende er vi ikke 100 procent trygge ved, at man allerede nu begynder at tale om kontrakter, klausuler, m.v. Basalt set er det vores holdning, at en god kontrakt, som begge parter er tilfredse med, aldrig kommer op af skuffen. Og en kommercialisering drevet af pligt frem for lyst kan aldrig blive lige så god. HexaBody CD38 dosiseskaleringsdata forventes stadig senere i år. Genmab har allerede flere gange bekræftet, at der ikke er observeret betydelige negative bivirkninger.
Mens fremlæggelsen af dosiseskaleringsdata mest virker som et simpelt flueben, der blot skal afkrydses, så blev det også nævnt, at der måske allerede kan komme de første tidlige data fra head-to-head-studiet med Darzalex Faspro. Betydningen af disse data bør ikke undervurderes, for er HexaBody-udgaven væsentligt bedre end Darzalex, så kan det hurtigt øge vores værdiansættelse markant.
Vores bekymringer om incitamenterne for kommercialiseringen foranlediger os til at have et knivskarpt fokus på, at den øgede potens, som følger af hexameringsstrategien, eventuelt kan åbne for muligheder i blodkræft (NHL) og måske endda i solide tumorer samt i autoimmune sygdomme, hvor Darzalex allerede tidligere har været spået et potentiale. Det potentiale har J&J dog endnu ikke fulgt til dørs, men de vil i det potente scenarie have et meget stærkt ræsonnement for at tage skridtet med HexaBody CD38.
For Epcoritamab (CD3xCD20) var der også stor begejstring at spore, og det blev bekræftet, at de data, der vil danne grundlag for en FDA-godkendelsesansøgning, forventes offentliggjort midt på året. Derudover lovede Genmab også, at der måske allerede i år kommer tidlige data for Epcoritamab i kombination med DuoHexaBody CD37. Vi ser frem mod disse data, da vores forventninger her er meget store. Reelt tror vi, at data kan vise sig så overbevisende, at Genmab og Abbvie kan udkonkurrere Roche ved at bruge kombinationen som den løftestang, der sikrer total dominans af CD3xCD20-behandlingen i NHL (non-Hodgkin’s Lymphoma).
Det var interessante udmeldinger, Genmab kom med om GEN1042 (CD40x4-1BB) og GEN1046 (PD-L1x4-1BB). Det er som bekendt de to meget lovende 4-1BB-baserede DuoBody-programmer, som udvikles i et ligeværdigt partnerskab med BioNTech, der pt. er mest kendt for sit covid-vaccinepartnerskab med Pfizer.
BioNTech er et sandt innovations-lokomotiv, og det er vores antagelse, at begge de igangværende udviklingsprogrammer kan vise sig at være sande næste-generations bi-specifikke antistoffer, der for alvor formår at forbedre de relevante behandlingslandskaber.
David Mygind og/eller dennes nærmeste ejer aktier i Genmab
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.