Shorthandlernes interesse for FLSmidth fortsætter med at aftage. Senest har Adelphi Capital Partners i dag reduceret deres engagement i FLSmidth til 0,98 % af FLSmidths aktiekapitel, og den samlede shortandel af aktiekapitalen er nu nede på 10,4 %.
Det er stadig et meget højt tal, men det skal ses i forhold til niveauet i begyndelsen af december 2015, hvor shorthandlernes andel lå omkring 15 % af aktiekapitalen.
Denne udvikling tegner et klart billede af shorthandlernes holdning: Det kan godt være at FLSmidths marked stadig er meget dystert, men det kan efterhånden ikke overraske nogen, og bør derfor være indregnet i aktiekursen. Det betyder at aktien nu er handlet ned i et niveau, hvor der ikke længere er basis for at spekulere i kursfald. Derfor hjemtages i stedet de ganske betydelige shortgevinster en række selskaber har oparbejdet gennem det seneste års tid.
For den almindelige investor – som ikke shorthandler – er det et interessant budskab, da en manglende tro på kursfald er første skridt på vejen mod kursstigninger. Specielt hvis shorthandlerne bliver nødt til at understøtte FLSmidths aktiekurs ved tilbagekøb af de lånte aktier, som blev solgt ved shortengagementets indledning. AktieUgebrevets Basisportefølje gik ind i FLSmidth den 18. januar, og aktien har p.t. optjent en gevinst på 21 %.