Under den noget populistiske og besynderlige overskrift ”ATP-chef:
De dygtigste direktører er dem, der ikke er lønførende” bringer erhvervsmediet faktisk en interessant historie om ATP’s syn på danske topdirektørlønninger. Tilsyneladende er budskabet, at danske topdirektørlønninger er ved at være for høje. Finans skriver: ”Det har fået ATP – landets største pengetank og dermed investor – til flere gange at stille sig op på generalforsamlingerne og enten verbalt vånde sig ved at godkende de fuldfede incitamentsprogrammer – som i Genmab – eller decideret protestere mod for høje lønninger – f.eks. i Carlsberg. Generelt har vi det fint med udviklingen indtil nu,” lyder det fra ATP chefen, men altså ikke længere. Finans viser også en udmærket grafik, der viser, at danske topchefer på ingen måde er lønførende. Så grundlæggende er budskabet om for høje lønninger noget vrøvl. Problemet er, at de danske topchefer får solide incitamentspakker, som er pakket ind i målepunkter, som er hemmelige, og hvor den variable løn ikke udmåles efter, hvordan de nærmeste konkurrenter klarer sig. Det ved ATP’s topchef selvfølgelig godt. Hvorfor han ikke siger det direkte, er besynderligt. Hvis vi skal søge efter motiver, er vores gæt, at ATP chefen på den ene side gerne vil være lidt progressiv i forhold til topcheflønninger, men på den anden side vil han ikke provokere erhvervscheferne unødigt, ved at påpeget et meget ømtåleligt punkt, hvor de danske topchefer og bestyrelser har meget at lære af udlandet.
