Roblons aktiekurs toppede i januar, men derefter er det gået nedad bakke. Bunden blev nået i sidste uge på dagen før halvårsregnskabet. Dermed demonstrerede investorerne deres manglende tillid til selskabet. Men de tog fejl, og regnskabet løftede kursen 10 %.
Ligesom mange andre selskaber har Roblon i 1. halvdel af regnskabsåret 2021/22 været ramt af mangel på råvarer, udfordringer med international transport osv. På den baggrund var investorernes negative indstilling til halvårsregnskabet forståelig. Men på trods af disse forhold overgik både omsætning og indtjening i 1. halvår selskabets forventninger, og det skete i et sådant omfang, at helårsforventningerne opjusteres.
Omsætningen forventes nu at ende i intervallet 360-390 mio. kr. (tidligere 330-370 mio. kr.), mens EBIT-forventningerne før særlige omkostninger på 8 mio. kr. løftes fra minus 0-19 mio. kr. til minus 0-10 mio. kr.
Der forventes altså stadig underskud på bundlinjen i 2021/22, men udviklingen går den rigtige vej. Her er det væsentligt at bemærke, at Roblons udvikling p.t. holdes tilbage af udefrakommende forhold, som må betragtes som midlertidige.
Det oplyses således, at omsætningsfremgangen har været mulig pga. en øget produktionskapacitet i selskabets forholdsvis nye amerikanske afdeling, men at denne afdeling stadig begrænses af mangel på komponenter og råvarer. Det vil også være tilfældet i 2. halvår af 2021/22, så på trods af det overraskende gode halvårsregnskab er Roblon endnu ikke tilbage på sporet i forhold til den oprindelige vækstplan.
Men en stigning i bruttomarginen fra 44,8 % i fjor til 49,9 % bl.a. som følge af et ændret produktmiks, og en ordreindgang i 1. halvår på 207,1 mio. kr. (150,4 mio. kr. i fjor) vidner om væsentlige skridt i den rigtige retning. Det anerkendte investorerne med en tocifret kursstigning ved offentliggørelsen af halvårsregnskabet.
Roblon er i den bizarre situation, at mens selskabet de seneste fem år målrettet har arbejdet fremad mod en betydelig vækst, så har udefrakommende forhold kostet selskabet 2/3 af kursværdien. Man er langt fra i mål endnu, men for den langsigtede investor kan den aktuelle pris være et rigtig godt tilbud.
Aktuel kurs: 145,00
Kursmål (6 mdr.): 150,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her