Finansministeriet har som storaktionær nu hyret Rothschild til at rådgive om løsningsmodeller for fremtidens danske post- og logistikvirksomhed. Økonomisk Ugebrev opstiller her to sandsynlige scenarier for, hvordan det vil ende. Mest sandsynligt er det, at den danske postforretning i sin nuværende form opløses og forsvinder.
Økonomisk Ugebrev har tidligere i regnskabsanalyser påvist, at den almindelige drift i den danske postforretning langt fra er så negativ, som Post-Nord har fremført. Når man ser bort fra kæmpe hensættelser til omstruktureringer i de seneste år, har cash flow faktisk været positiv.
Men bortset fra det: Hvad er der egentlig af langsigtede løsningsmodeller for fremtidens PostNord i Danmark, hvor det eneste krav i sidste ende er, at der skal omdeles stadig færre breve? Økonomisk Ugebrev har talt med eksperter med indsigt i transport, finansielle transaktioner og finansiering af statsselskaber. Konklusionen er, at der grundlæggende er to veje.
Men først: At kun den danske stat skal komme med penge, afvises som urealistisk ønsketænkning fra svensk side. Selskabsretligt skal ny kapital indskydes af alle aktionærer, hvis ejerandelen skal fastholdes. Et ensidigt dansk aktiekapitalindskud vil således forrykke ejerforholdet, så danskerne antageligt får ejerkontrollen i PostNord. Er danskerne interesserede i det? Næppe.
- Den ene model går ud på, at både den danske og den svenske stat indskyder ny kapital i Post-Nord, hvilket postledelsen helst vil for at bevare virksomheden i sin helhed og udvikle den. Pengene skal anvendes til at modernisere og digitalisere hele virksomheden, og muligvis til ekspansion via opkøb. For hele den kommercielle transportsektor er det i dag et afgørende strategisk rationale, at man skal være stor og opnå stigende stordriftsfordele. Så strategisk er tanken rigtig. PostNord skal så effektivisere selve postomdelingen, men også skabe grundlag for at vokse markant på den kommercielle fragt- og logistikforretning. Modellen indebærer mange snubletråde. Dels fordi den kommercielle del af PostNord i Danmark er et større økonomisk hul i jorden end den almindelige brevpost, ifølge regnskabstal. Og dels fordi konkurrencen er benhård fra internationale transport- og logistik konkurrenter. Risikoen for forretningsmæssig fiasko er altså stor.
- Den anden model er at strukturere PostNord på en helt ny måde, som i bund og grund vil betyde en afvikling af PostDanmark, hvor brevpostomdelingen outsources og de kommercielle konkurrenceudsatte aktiviteter sælges. Den model er mest oplagt og logisk, men der vil med stor sikkerhed ikke være politisk opbakning til så markant et skridt. Modellen indebærer, at virksomheden på ny opdeles i en dansk og svensk del. Staterne skal fortsat afgøre, hvem og hvordan postopdeling skal organiseres, og hvem der skal stå for det, eksempelvis gennem udbud. Selve brevomdelingen kunne jo også håndteres af private, der allerede distribuerer et markant antal stigende pakker. Eller af den eksisterende private distribution af adresseløse forsendelser eller dagblade. Modellen går altså ud på en slags privatisering af brevposten, mens al den kommercielle transportog logistik forretning sælges fra. Stribevis af andre private selskaber i globalt regi har i årevis løst denne type opgaver, blandt andet DHL, UPS, GLS og DSV. Det bliver de ved med. Og det er branchens DNA, at de store globale selskaber, der klarer sig i den benhårde konkurrence, bliver fortsat større og mere effektive. Volumen bruges til at skabe færre omkostninger, og PostNord vil næppe kunne klare sig i den konkurrence. Og omvendt: Hvorfor skal staten deltage i den kamp som privat logistikforretning?
Fortilfælde med Combus om tjenestemænd
Et selvstændigt problem er, at PostNords danske del har et stort antal statstjenestemænd, som det kan koste milliarder at ”komme af med”. Bestyrelsesformand Jens Moberg udtalte for et par måneder siden, at prisen på at afskedige én tjenestemand nu og her er tre års rådighedsløn.
Næsten 4000 skal ud, oplyste han samtidig. Om det var en art skræmmekampagne for at sikre hurtige statspenge er uvist.
Hans ageren vækker dog stor undren hos flere af de mangeårige aktører, når han samtidig bad om milliarder. Hvad Jens Moberg ikke brugte krudt på var, at tjenestemænd slet ikke er en ny udfordring. Det har man arbejdet med i andre statsselskaber. Løsningen er, at færrest mulige skal afskediges nu og her. Opsiger de selv deres job, eller går på pension, kommer rådighedsløn ikke i spil.
Derfor bør det eksempelvis aftales med en privat køber, at der er betingelser for, hvordan en handel skal gennemføres. Det vil selvfølgelig afspejle sig i prisen. Men staten kan undgå, at der bliver hældt milliarder ud af vinduet. Eksempelvis da britiske Arriva i sin tid overtog det nødlidende statslige busselskab Combus, fandt man en løsning: Combus var født med 800 tjenestemænd.
Arriva ansatte flere hundrede af dem. Ifølge det oplyste gav det ikke anledning til problemer. Mange af de ansatte tjenestemænd opsagde selv deres tjenestemandsstatus og overgik til overenskomstløn. En årsag kunne være, at man som eksempelvis 55-årig fortsat ønsker at have et job – i stedet for tre år med løn uden jobsikkerhed derefter. Modellen kan være med til, at tjenestemænd vælger at sige farvel til rådighedsløn. De ekstra penge i pension, tjenestemænd skal have, blev et anliggende for staten. Combus afskedigede ikke tjenestemænd. Så rådighedsløn, som i Jens Mobergs voldsomme scenarie, kom slet ikke i spil.
Lars Abild/Morten W. Langer