Valuta: Den gamle rolle som flugtvaluta eksisterer igen for CHF, og det er kommet tydeligt til udtryk oven på afklaringen af det franske valg. Dermed er en usikkerhed fjernet, og CHF blev svækket til det svageste niveau siden oktober 2016.
Både i oktober og tilbage i august var CHF kortvarigt nede omkring 6,78 CHF/DKK, og det er altså det samme niveau den er faldet til denne gang. Finanshuset Demetra vurderer på baggrund af teknisk analyse, at med bruddet af kurs 6,85 CHF/DKK nedad, så er der mulighed for, at vi kan komme til at se en lidt større svækkelse af CHF ned mod 6,66-6,68 CHF/DKK. Der er dog et forbehold, idet Demetra peger på, at CHF er ved at være ”oversolgt” og at det kan betyde, at vi i stedet ser kursen stige igen i første omgang før der kommer et nyt pres nedad. Skulle kursfaldet vende til en stigning peger Demetra på, at man skal holde øje med om CHF/DKK kommer over 6,90 CHF/ DKK før udsigten til kursfald bliver aflyst. I øjeblikket ligger det et godt stykke over det CHF handles til. Fredag eftermiddag blev CHF handlet omkring 6,79-6,80 CHF/DKK. Danske Bank forventer på et års sigt en svækkelse til omkring 6,47 CHF/DKK.
Udsigt til midlertidigt fald i EUR/USD-forholdet
EUR/USD-forholdet blev endnu engang afvist ved loftet af den stigende kanal med loft i 1,097 EUR/ USD og bund i 1,061 EUR/USD. Dermed er der udsigt til et fald ned mod niveauet 1,07-1,08 EUR/ USD, inden en ny stigning vil bringe EUR/USD op i nærheden af 1,11 EUR/USD.