Den enorme indtjening i A.P. Møller-Mærsk giver bestyrelsen og topledelsen en historisk mulighed for at positionere og sikre koncernen mange år frem. Så hvordan reagerer Mærsks ledelse på denne helt særlige udfordring? Det enkle svar er: Ved at satse på logistik.
Om ti år vil det være rimeligt at spørge, hvad Mærsk har fået ud af de enorme finansielle muligheder, der åbnede sig for koncernen i årene 2021-22.
Den frie pengestrøm er enorm, og en rentebærende gæld på omkring 100 mia. kr. i 2018 er forvandlet til en positiv nettoposition på godt 24 mia. kr. Også selvom der udbetales enorme udbytter til aktionærerne.
Mærsk vurderer selv – ligesom andre transportvirksomheder – at markedet vil blive normaliseret i 4. kvartal. Den ultraprofitable cyklus kan have toppet med Mærsks EBIT-indtjening på 16,3 mia. USD (119 mia. kr.) i 1. halvår 2022.
Uanset hvordan, en normalisering ser ud, så er markedet allerede på vej ned. Et vigtigt indeks for containerraterne, Drewry’s World Container Index, er faldet 29 pct. i forhold til samme uge sidste år og ligger 36 pct. under toppen i september 2021. En noget anderledes fremtid trænger sig altså på. Det første vigtige initiativ, som Mærsk tager i dette år, er opbygningen af en meget stor logistikdel. Fra kvartal til kvartal bliver det stadigt tydeligere, hvor ambitiøs Mærsk er med logistikforretningen, som når en omsætning på omkring 100 mia. kr. i år og vokser hurtigt.
Man forventer i dette årti at have en større forretning i logistik end i Ocean i dag, og da omsætningen i Ocean-divisionen (containerskibene) i 2022 kan nå op på 400-430 mia. kr., er det et udsagn, der vil noget. Det peger hen mod en Mærsk-koncern, der omsætter for måske 7-800 mia. kr. om året.
Mærsk vil først og fremmest investere i organisk vækst i Logistik-delen, og man vil give den ekstra fart på ved at købe speciallogistikere for begrænsede milliardbeløb (i dollar), der kan tilføre nye kompetencer, og som kan lokke mange flere af de eksisterende Ocean-kunder til at købe mere omfattende transportløsninger hos Mærsk.
Vil det fungere? Nogle skeptikere har peget på, at når Mærsks logistikdel har så god fart på i øjeblikket, skyldes det blandt andet det kaotiske marked, der får nogle kunder til at satse på udbydere, der kan tilbyde ekstra sikkerhed.
Satsningen skal for alvor stå sin prøve, når markedet bliver mindre anspændt, og containerrederierne tjener mindre, og derfor giver de rendyrkede logistikudbydere bedre muligheder for at konkurrere på service og pris.
Det andet vigtige initiativ, som Mærsk for alvor har sat gang i gennem det seneste år, er investeringen i nye mere miljøvenlige skibe.
Hvis hele Mærsks containerflåde skal skiftes ud til de priser, der senest er set, kan den samlede omkostning blive op mod 200 mia. kr. Mærsk har råd til at fremskynde udskiftningen af flåden med en fri pengestrøm, der alene i 1. halvår var på 94 mia. kr. Det tredje vigtige initiativ er overførslen af en meget stor del af rekordindtjeningen til ejerne. Mærsk har ikke længere nettogæld og dermed kun begrænsede finansudgifter. Nettoresultatet i 2022 vil derfor formentlig omtrent modsvare driftsresultatet, som koncernen venter bliver på 226 mia. kr. Koncernen venter foreløbig, at omtrent 40 procent udbetales i udbytte. Det bliver altså til et udbytte på 90 mia. kr. svarende til 23 pct. af den aktuelle markedsværdi.
Morten A. Sørensen
Aktuel kurs 19.665,00
Kursmål (6 mdr.) 17.600,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.