Fra Handelsbanken:
Pæn BNP-vækst på overfladen – men det ser mere skidt ud under motorhjelmen
• Dansk økonomi voksede med 0,9% q/q i 2. kvartal, hvilket var mere end ventet
• Det er dog udelukkende en stor stigning i lagrene, der trækker op, og faldet i BNP i 1. kvartal var langt større end hidtil antaget
• Det samlede indtryk er således ikke umiddelbart positivt, trods den pæne vækst, og vi venter, at tingene bliver værre endnu i 2. halvår
Pæn BNP-vækst er ikke umiddelbart noget at råbe hurra for
Et dugfriskt nationalregnskab for dansk økonomi viste, at BNP voksede med 0,9% q/q i 2. kvartal. Det var stærkere end hvad den foreløbige BNP-indikator pegede på, samt også langt stærkere end hvad vi havde ventet.
Dykker man lidt mere ned i tallene er det dog noget mere vanskeligt at have armene alt for langt oppe over hovedet. Branchemæssigt var det således især restaurations- og hotelbranchen der gav det største bidrag til væksten, hvilket skal ses i lyset af nedlukningerne i 1. kvartal.
Denne genåbningseffekt må dog formodes at være ved at ebbe ud, hvor danskernes pengepung i højere og højere grad rammes af den høje inflation. Privatforbruget faldt da også i 2. kvartal, hvor især varesalget var under pres som følge af den høje inflation, men vi venter, at tjenesteforbruget også går en sværere tid i møde.
Ikke mange positive faktorer
I det hele taget er det svært at få øje på de helt positive takter i underkomponenterne i nationalregnskabet. Ganske vist steg eksporten, men importen fulgte trop, og dermed er det samlede bidrag fra nettoeksporten ikke prangende. Heller ikke på investeringssiden er der meget at råbe hurra for.
Således faldt de faste bruttoinvesteringer med 1,2% q/q, hvor vi ser de første negative signaler for boliginvesteringerne, som vi venter vil tage til i styrke i takt med at boligmarkedet bremser op. De mere konjunkturfølsomme investeringer i maskiner og transportmidler faldt også mærkbart, primært som følge af færre investeringer i transportmidler.
Lageropbygning sikrede fremgangen
Med en negativ udvikling i de fleste underkomponenter er det måske så lidt svært at forstår, at økonomien kunne vokse i 2. kvartal. Det skyldes da også udelukkende en meget kraftig opbygning af lagrene, der bidrog med hele 2,2%-point til den økonomiske fremgang.
Havde det ikke været for lageropbygningen, havde økonomen således skrumpet med mere end 1% i 2. kvartal.- Lageropbygningen skal formentligt ses i lyset af at virksomhederne har købt ind med arme og ben for at imødekomme problemerne med de globale forsyningskæder, men så måske er blevet noget overraskede over, at efterspørgslen ikke har været så stærk som håbet.
De stigende lagre kan dog være en positiv faktor for prisudviklingen, da det kan betyde at virksomhederne må stoppe med at sætte priserne op for at få ryddet ud på lagrene. Til gengæld betyder udsigten til svag efterspørgsel fremadrettet også, at vi må forvente et stort negativt bidrag til den økonomiske vækst fra netop lagrene i løbet af de kommende kvartaler.
Dansk økonomi på vej i recession
Det underliggende negative indtryk blev også forstærket af, at økonomien skrumpede mere end ventet i 1. kvartal. De nye tal viser således en negativ vækst på -1,1% q/q mod et tidligere estimat på -0,5% q/q – altså en mere end dobbelt så stor nedgang i aktiviteten.
Det vil sige, at økonomien i gennemsnit i 1. halvår faktisk skrumpede med 0,1%, og vi forventer at dansk økonomi går en endnu mere udfordret fremtid i møde i 2. halvår.
Høj inflation, tårnhøje energipriser, stigende renter, svagere global vækst, faldende boligpriser og en mulig vending på arbejdsmarkedet er således alle forhold der efter vores vurdering peger på, at dansk økonomi vil blive ramt af recession som vi også ser kan fortsætte ind i det nye år.