Fra Søndagens Udgave af Økonomisk Ugebrev Finans CFO:
Jyske Bank den mest dynamiske bank i 2015
Økonomisk Ugebrev lancerer i denne udgave den årlige bankrating af de 40 største banker, hvor vi kårer de bedste bankledelser på ni målepunkter. Overtagelsen af BRFkredit løfter Jyske Bank op på en topplacering i Top 40 ratingen. Danske Bank, Jutlander Bank og Spar Nord er også med i top.
Frøs Sparekasse og Danske Andelskassers Bank performer ringe. Efter overtagelsen af BRFkredit i 2014 fremstår Jyske Bank som det mest dynamiske af Danmarks største pengeinstitutter i 2015. Med andre ord kan bankens topchef Anders Dam fremvise den største effekt af nye ledelsesinitiativer blandt de store og mellemstore banker.
Danske Bank, Jutlander Bank, Spar Nord og Skjern Bank følger lige efter Jyske Bank. Det viser Økonomisk Ugebrevs ranking af de 40 største danske pengeinstitutters ledelsespræstationer i 2015 Rankingen bygger på en måling af, hvor godt hver bank har performet på ni afgørende parametre i 2015 i forhold til 2014.
Jyske Banks overtagelse af BRFkredit har især givet performancepoint på to målepunkter: Nettorenteindtægter samt nettorente og gebyrindtægter i forhold til personaleomkostninger er steget betydeligt. Mens nettorenteindtægterne overordnet er steget 14 procent takket være overtagelsen af BRFkredit, oplever Jyske Bank dog en tilbagegang i det egentlige bankudlån og fremstår som et af de pengeinstitutter, der er hårdest ramt af de lave renter.
Jyske Banks personaleomkostninger er i 2015 faldet fra 61 til 54,6 procent af netto rente- og gebyrindtægterne, efter overtagelsen af BRFkredit. Dermed er Jyske Bank kommet under 61 procent for de 40 undersøgte banker. Men den jyske storbank ligger stadig højere end mange af sine rivaler, hvor Danske Bank markerer sig med 49,4 procent, Spar Nord med 53,1 procent og Sydbank med 58 procent. Mange iagttagere ser mulighed for yderligere effektivisering i Jyske Bank, da banken stadig er i færd med at trække synergier ud af overtagelsen af BRFkredit.
Jyske Bank trækkes i Økonomisk Ugebrevs bankrating ned af en markant lavere egenkapitalforrentning, der dog især skyldes, at 2014-resultatet blev løftet af en betydelig indtægtsføring af badwill efter overtagelsen af BRF. Læs tema om rating af de 40 største banker i analysen: