Når grundpillerne ændrer sig for børsnoterede selskaber, påvirker det aktiekursen inden for få minutter eller dage. Men når der sker omvæltninger på boligmarkedet, sker tilpasninger over flere år. Denne træghed kan investorer, rådgivere og nye såvel som etablerede boligejere udnytte til at tjene millioner.
Som beskrevet i forsideartiklen i denne udgave af Økonomisk Ugebrev står det danske boligmarked over for enorme prismæssige omvæltninger. Det handler langt fra kun om de rene effekter af den nye boligskat, som efterhånden er velbeskrevet. Effekterne på både løbende boligudgifter (altså ejendomsværdiskatter) og ejerboligpriser bliver markant større, hvis man forsøger at tage højde for, hvor ejendomsvurderingerne i dag er henholdsvis meget højere og meget lavere end de gældende markedspriser. Det giver nemlig en god indikation af om også beskatningsgrundlaget er højt eller lavt.
Med denne viden kan man som investor eller boligejer gøre nogle fremragende bolighandler, enten fordi det kan forudses, at markedspriserne kommer til at stige markant de næste 2-3 år. Eller også fordi man som nuværende boligejer kan beregne, at ejendomsskatterne kommer til at stige markant for nye købere, men alligevel snart afspejler sig i faldende boligpriser.
Som Økonomisk Ugebrev påviser – med hjælp fra boligportalen Boliga.dk i forsideartiklen, er der faktisk en geografisk systematik i, hvor de offentlige vurderinger i dag er alt for lave i forhold til de gældende markedspriser. Det kan man beregne ved at sammenholde de offentlige vurderinger på de ejendomme, der er til salg, med salgspriser. Resultatet af analysen er opsigtsvækkende og bemærkelsesværdig: Der er store systematiske geografiske forskelle og det er den viden, som nu er guld værd. Pointen er nemlig den, at man med stor sikkerhed nu kan fastslå, hvor ejerboligpriserne kommer til at stige markant de næste 2 til 3 år. Og lige så sikkert kan man fastslå, hvor ejerboligpriserne kommer til at falde markant. Der er ejendomme, hvor ejendomsværdiskatten bliver halveret, og der er steder, hvor den omvendt bliver mangedoblet for nye ejere.
Hele artiklen blev udgivet i Økonomisk Ugebrev Finans nr. 19/2017.
- Er du abonnent kan du tilgå udgivelsen og læse hele artiklen. (Hent adgangskode)
- Er du ikke abonnent kan du prøve 3 uger gratis nedenfor, hvorefter du får adgang til hele udgivelsen.