Lang rente:
Danske Bank forventer i sin seneste renteprognose, at de lange renter meget vel kan dykke yderligere de kommende tre måneder, og lige som det var tilfældet i foråret 2015, luftes muligheden for, at de tyske tiårige statsrenter kan komme under nul. Ifølge Danske Banks vurdering kan der være en mulighed for, at usikkerheden op til den britiske afstemning i juni, kombineret med eventuelle yderligere lempelser fra ECB, kan være det, der trækker de tyske tiårige renter under nul. Dermed er der også mulighed for, at de danske statsrenter i første omgang kan falde yderligere.
Handelsbanken forventer helt uændrede statsrenter for Danmark og Tyskland det kommende halve år, mens Danske Bank altså tror på et lille fald, der efterfølgende udlignes af en lille stigning, så de også venter stort set uændret rente om seks måneder.
Når vi er ude over et halvt års sigt, peger Danske Bank i sin vurdering på, at en forventet renteforhøjelse fra Fed’s side formentlig vil være begyndt at trække de lange amerikanske statsrenter op, og at det vil smitte af på de europæiske lange renter. Et andet lidt teknisk element, der også kan trække de tiårige statsrenter lidt opad ifølge Danske Bank, er den nye tendens til udstedelse af ultralange statspapirer. Det er papirer med en løbetid på 50 år, og i enkelte tilfælde også 100 år. Disse meget lange papirer er med til at opfylde et placeringsbehov for bl.a. pensionskasser, og det kan betyde en lidt mindre interesse for papirer, hvor løbetiden kun er ti år. Dermed kan det føre til lidt højere effektive renter på de tiårige papirer.
Teknisk analyse på danske statsrenter
Rentestigningen væk fra den seneste bund i 0,36 procent følger planen, og vi forventer en fortsat stigning op mod niveauet 0,45-0,50 procent. Som det ses af guren, har rentetoppene ligget på en faldende linje hele 2016 (den nederste faldende røde linje), og hvis mønsteret fra årets første fem måneder skal følges, vil den næste betydelige top ligge i 0,48 procent.