Brdr. A&O Johansen (A&O) har haft et godt 1. halvår med konkurrencemyndighedernes godkendelse af EA Værktøj-tilkøbet, og en opjustering allerede i 1. kvartalsregnskabet. Alligevel kan man købe aktien til en meget lav Price / Earnings på 6. Har investorerne overset noget?
De positive forhold i 1. halvår burde principielt løfte aktiekursen, og den positive effekt burde endda forstærkes af, at opjusteringen i 1. kvartal var en fortsættelse af en stribe opjusteringer de seneste tre år.
Det beviser, at selskabet er i gang med en længerevarende stærk periode, og det foreløbige højdepunkt er et regnskab for 2. kvartal og 1. halvår med den højeste omsætning og det bedste resultat nogensinde. Men alligevel falder aktiekursen. Forklaringen ligger i den usynlige faktor, som investorerne tillægger stigende betydning i øjeblikket. Nemlig usikkerhed om fremtiden.
A&O nævner det selv i forventningerne til helåret, hvor øget renteniveau, stigende produktpriser, høj inflation og lav forbrugertillid skaber usikkerhed om det fremtidige efterspørgselsniveau. For et konjunkturfølsomt selskab som A&O er det et trusselsbillede, som skal tages alvorligt. For at illustrere de potentielle konsekvenser for A&O af en recession, kan vi spole tilbage til finanskrisen i slutningen af 00’erne, som fik en dramatisk effekt på A&O’s regnskabstal.
Omsætningen faldt 31 pct. fra 2007 til 2009, og et overskud før skat på gennemsnitligt 105 mio. kr. i perioden 2005-2007 faldt til et underskud på gennemsnitligt 1,6 mio. kr. i 2008-2010.
Kursfaldet og de ekstremt lave nøgletal kan derfor ses som investorernes måde at iagttage rettidig omhu i forhold til en truende krise.
Men det betyder også, at kursfaldet på 45 pct. siden marts indregner så stor en negativ forventning, at aktien begynder at blive interessant som en langsigtet investering. Hvis recessionen bliver en realitet, har det massive kursfald nemlig langt hen ad vejen allerede betalt investorernes regning. Med den børsnoterede konkurrent Sanistål på vej mod en afnotering bør interessen for A&O som investeringsmulighed vokse. Når dertil lægges, at markedsforholdene på kort sigt får investorerne til at ignorere indtjeningsløftet fra EA Værktøj, ser vi A&O som en undervurderet aktie på lang sigt.
Bruno Japp
Aktuel kurs 68,00
Kursmål (6 mdr) 74,10
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.