Der er udsigt til nogle små, sproglige justeringer fra ECB på rentemødet til juni, men heller ikke mere end det. Det vurderer Danske Bank, og denne forventning deles af en række finansielle aktører. Til gengæld synes en amerikansk renteforhøjelse forholdsvis sikker.
I lang tid har ECB brugt formuleringen om renten, at den skal blive på det nuværende eller lavere niveau. Men på det kommende rentemøde kan det meget vel tænkes, at ordene ”eller lavere” forsvinder, og det vil trods alt blive tolket som et signal om, at vi definitivt har fjernet os fra deflationsrisikoen, og at det næste, der sker med renten, er en forhøjelse.
Både Nordea og Danske Bank peger på, at netop denne sproglige justering meget vel kan komme på det næste rentemøde.
De er også ret enige om, at ECB vil vente til efter-året – formentlig september – med at beskæftige sig med de fremtidige opkøb. Nordea forventer, at ECB da vil annoncere en neddrosling af opkøbene fra januar 2018, og at centralbanken vil afslutte opkøbene helt, når vi kommer hen til næste sommer. Danske Banks vurdering er tilsvarende, og banken sætter tal på opkøbene efter årsskiftet, som man forventer vil være på 40 mia. EUR om måneden ,mod i øjeblikket 60 mia. EUR om måneden.
Muligheden for, at ECB eventuelt vil komme med den første renteforhøjelse, inden den afslutter sine opkøb, er for længst skudt ned. Nu hedder vurderingerne, at der næppe kommer nogen renteforhøjelse fra ECB, før vi er et stykke inde i 2019, altså op mod to år fra nu af. Det afgørende er naturligvis udviklingen i inflationen. Her forventer Danske Bank, at vi i den kommende periode vil se inflationen i EUR-området falde igen og komme ned omkring 1 procent i begyndelsen af 2018. Her er det navnlig den manglende lønvækst, der dæmper inflationsudsigterne. Det taler ikke for en stram pengepolitik, og risikoen for at skubbe negativt til det spirende opsving i Sydeuropa er også en faktor, der taler for at ECB skal fare med lempe. De lidt bedre væksttal i Sydeuropa gælder først og fremmest Spanien og Portugal, men også Italien ser lidt bedre ud.
Ejlif Thomasen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her