Fra Handelsbanken:
Opvarmning til den amerikanske arbejdsmarkedsrapport – den kan blive meget afgørende for markedsstemningen
Viser arbejdsmarkedet tegn på opbremsning?
Der hersker vist ikke den store tvivl om, at morgendagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport for september bliver en af de meget spændende af slagsen, som kan få afgørende betydning for stemningen på de finansielle markeder i den kommende tid. Udfaldet af rapporten vil således med stor sandsynlighed være en meget vigtig lakmustest for forventningerne til den amerikanske centralbanks (Fed) fremadrettede pengepolitik, og herunder især for ethvert håb om en mulig såkaldt ’Fed-pivot’ – altså at centralbanken vil begynde at signalere mindre aggressive renteforhøjelser inden for en overskuelig fremtid.
Tidligere på ugen gav lidt svagere amerikanske nøgletal end ventet således netop anledning til, at markederne igen begyndte at teste Fed’s villighed til at fortsætte med store renteforhøjelser til trods for en tiltagende risiko for recession, som både sendte obligationsrenterne mærkbart ned og gav anledning til et markant rally på aktiemarkederne. Efterfølgende har vi dog igen set tendens til en snigende usikkerhed om hvorvidt Fed står over for et skifte i retorikken, hvilket da heller ikke på nogen måde er blevet bekræftet i de fortsat høgeagtige meldinger, som Fed-medlemmerne er kommet med i løbet af ugen.
Med Fed’s store fokus på risikoen for en uhensigtsmæssig løn-pris spiral vil det derfor være med stor sandsynlighed være afgørende, at arbejdsmarkedet begynder at vise tegn på en mere mærkbar opblødning for at en positiv markedsstemning kan holde ved – altså en fortsættelse af, at svage nøgletal er godt for markederne. Konsensus venter en stigning i beskæftigelsen på 260.000 personer i september, hvilket er en opbremsning i forhold til måneden før, men fortsat et solidt niveau, der nok ikke for alvor vil få Fed på andre tanker. Som altid er der dog stor spredning i estimaterne, der spænder fra 199.000 til 389.000 nye jobs, og vi må formode, at vi nok skal se en beskæftigelsesvækst, der lander et godt stykke under konsensus for at give medvind til dem, der satser på et Fed-pivot.
Vi venter dog ikke, at vi allerede på nuværende tidspunkt vil se en mere mærkbar afkøling på arbejdsmarkedet, som bl.a. også afspejlet i den seneste tids fald i antallet af nye ledige. Vi ser derfor en større sandsynlighed for, at beskæftigelsen vil vokse med tættere på 300.000 personer, og at ledighedsprocenten kan falde et nøk fra 3,7% til 3,6%, hvor Fed også vil holde et vågent øje med deltagelsesgraden efter at denne overraskede positivt sidste måned.
Et afgørende punkt bliver imidlertid også udviklingen i lønningerne, der tilsyneladende har mistet lidt damp med en vækst på 0,3% m/m i august. Vi ser dog en risiko for, at den mere afdæmpede lønvækst sidste måned kan skyldes et kalenderforhold. Historisk har den rapporterede lønudvikling således været svag, hvis udbetalingen af løn til personer, der betales to gange om måneden, faldt på en mandag eller tirsdag efter indsamlingsugen for arbejdsmarkedsrapporten – hvilket netop var tilfældet i sidste måned.
Vores konklusion er, at arbejdsmarkedet med stor sandsynlighed er i gang med at bremse op, men at det ikke sker i et tempo, der for indeværende vil berettige forventninger om et snarligt ’Fed-pivot’. Hvis vi får ret i vores forventning om en fortsat relativt solid arbejdsmarkedsrapport, vil det således med stor sandsynlighed sende renterne yderligere op, USD stærkere samt aktiemarkederne ned. Det er dog også klart, at skulle vi tage fejl, og der er tegn på en mere markant afkøling af arbejdsmarkedet i rapporten, så vil vi nok se en reaktion i den anden retning i morgen eftermiddag – so stay tuned….