For to uger siden spåede vi, at aktiemarkedet stod foran en større korrektion. Altså en midlertidig bevægelse i modsat retning af den dominerende markedsstemning, som længe har været stærkt negativ. Var den forudsigelse korrekt, eller var den helt ude i skoven?
Copenhagen Benchmark (CB) lå i 1957 for to uger siden, og i dag ligger indekset i 1956. Det betyder, at man kan argumentere både for og imod vores påstand afhængigt af, om man vælger at tage de positive eller negative briller på.
Negativ vinkel. Hvis vi starter med at tage de negative briller på, så ligger CB i dag på samme niveau, som for to uger siden. Dermed har der ikke været en positiv korrektion.
Positiv vinkel. Hvis vi derimod tager de positive briller på, så er status quo over en periode på to uger et markant skridt fremad i forhold til det fald på 18 pct., som vi oplevede fra midten af august og frem til vores spådom for to uger siden.
Og hvis vi zoomer ind på CB’s udvikling i perioden fredag den 30. september til og med tirsdag i den forløbne uge, så steg CB sammenlagt 5,8 pct. Det er den største sammenhængende stigning siden midten af juli, så vi fik faktisk en korrektion. Den startede bare en uge senere, end vi havde forventet.
Men var det så det hele? Ikke nødvendigvis. Hvis vi holder fast i den positive vinkel, så kan faldet i CB fra tirsdagens top i 2004 ses som en lille korrektion på den større korrektion. Det lyder kryptisk, men stigninger og fald afløser hinanden på aktiemarkedet, så det var ganske naturligt med et mindre fald efter en stigning på 5,8 pct.
Så længe CB holder sig over septemberbunden i 1893, er lyset ikke slukket for korrektionen endnu.
Bruno Japp