Lang rente: Handelsbanken har særdeles afdæmpede forventninger til danske økonomi. Cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken forventer, at de danske BNP-tal for første kvartal vil vise et direkte fald på 0,2 procent i forhold til fjerde kvartal, og at årsvæksten vil vise -0,3 procent.
Det er bl.a. det sløje privatforbrug, der trækker nedad. Det, der har overrasket i lang tid er, at til trods for en sløj BNP-udvikling, så er arbejdsløsheden faldet og faldet. Her forventer Jes Asmussen, at tallene for april vil vise en uændret ledighed på 5,3 procent. Disse forventninger betyder, at Handelsbanken vurderer at regeringens vækstskøn er for optimistiske. De viser en stigning i BNP i år på 1,1 procent og næste år på 1,7 procent.
Med forventning om negativ BNP-udvikling i første kvartal vurderer Handelsbanken, at det er så godt som umuligt at nå det skøn for den samlede vækst i år, som regeringen har. Det vil ifølge Handelsbankens beregning kræve, at kvartalsvæksten de kommende tre kvartaler skal ligge markant over gennemsnittet for de seneste 25 år. Jes Asmussen tror, den samlede vækst i år lander på særdeles beskedne 0,25 procent. Forklaringen på, at arbejdsløsheden har udviklet sig så positivt samtidig med at væksten er væk er som bekendt en meget ringe udvikling i produktiviteten, og det anerkender regeringen da også. Når det gælder de lange renter forventer Handelsbanken et uændret niveau det komme halve år – både for tyske og danske statsrenter. Det betyder, at vi skal helt hen i første kvartal 2017 før Handelsbanken ser den danske tiårige rente på et niveau over en halv procent. Handelsbanken forventer, at rentespændet mellem Danmark og Tyskland forbliver uændret på 25 basispoint.
Teknisk analyse på danske statsrenter
Rentestigningen fra 0,36 procent nåede denne gang toppen i 0,45 procent den 23. maj, og dermed endte endnu en rentetop under den faldende vandrette linje, som kan tegnes gennem rentetoppene i hele 2016. Først ved en stigning forbi denne linje (som p.t. ligger i 0,47 procent) kan en rentestigning betragtes som holdbar.