Valg 2022: Økonomisk Ugebrev fremlægger frem mod Folketingsvalget en stribe forslag til, hvad der bør sættes højt på den politiske dagsorden. Fagredaktør Sten Thorup Kristensen skriver i denne kommentar, at klima ikke kan stå over for energiforsyningssikkerhed for danskerne og erhvervslivet. Myndighederne må sikre, at danskerne ikke fryser, og at erhvervslivet kan holde hjulene i gang.
Mandag formiddag, den 10. oktober, var bornholmerne pludselig uden strøm. Elkablet til Sverige var ”nede”. Kraftværket i Rønne blev startet op. Men før det var i fulde omdrejninger, var forbindelsen til Sverige genetableret.
Spørgsmålet er, hvorfor kraftværket ikke allerede var i gang? Vi står jo i en nødsituation. Masser af mennesker over hele Europa risikerer at måtte gå fra hus og hjem i denne vinter, på grund af de høje energipriser.
Ydermere kan blackouts i energiforsyningen forekomme, hvis vi får en hård vinter. Man gyser ved at tanken om, hvad desperation i dele af befolkningen kan føre med sig af sociale uroligheder. Også samfundsøkonomien er ramt af de høje energipriser, og det kommer i en sikkerhedspolitisk situation, som kræver store investeringer i forsvaret.
Kynisk passivitet
Det er naturligvis ”klimakrisen”, der er årsag til, at kraftværket i Rønne, og med det adskillige andre energianlæg baseret på fossile brændstoffer i Danmark og Europa, står stille eller kører for nedsat kapacitet.
Undersøgelser har vist, at der er stor folkelig opbakning bag at gøre noget for at reducere CO2-udslip. Det er givetvis også derfor, det (endnu) ikke er blevet et krav i valgkampen, at der skal trykkes på startknapperne på de stillestående kraftværker. Men der er al mulig grund til, at emnet skal ind i valgkampen. Energikrisen vender den tunge ende nedad, og det er ekstremt kynisk at negligere de problemer, de fattigste danskere står overfor.
Situationen har på afgørende punkter ændret sig fuldstændigt siden valget i 2019, hvor klima var det store emne. Siden dengang er kapital igen begyndt at koste penge. Det er det, rentestigningerne er udtryk for. Og de højere renter indebærer, at vi ikke bare lige kan bruge tre- eller firecifrede milliardbeløb, sådan som oplevelsen var for tre år siden.
Og så har vi på den hårde måde (gen-)lært betydningen af ikke at lægge for mange æg i samme kurv. Vi kan hverken lade vores skæbne afgøre af sol og vind eller af, om Kina vil levere de sjældne metaller, som er nødvendige til at udnytte disse energikilder.
Grøn omstilling koster mange penge, og den tager lang tid. At bygge havvindmølleparker, fjernvarmeanlæg og CCS-anlæg tager år – i nogle tilfælde årtier. Og den tid har vi ikke lige nu. Derfor må førsteprioriteten være forsyningssikkerhed. Der er ikke et valg mellem forsyningssikkerhed og grøn omstilling. Det første er en forudsætning for det andet.
Forsyningssikkerhed indebærer mange ting, og herunder at vi benytter forskellige energikilder. Lang tid endnu indbefatter det, at vi bruger kul, olie og gas.
Klimaloven holder
Efter en årrække med intenst fokus på grøn omstilling vil det måske også kræve en helt anden omstilling, nemlig oven i hovedet, at acceptere denne konklusion. At prioritere forsyningssikkerhed indebærer i praksis også en accept af den realitet, at klimaforandringerne alt andet lige vil tage til nogle årtier endnu.
Der vil være stærke kræfter, som kæmper imod denne erkendelse. Det gælder ikke blot politikere og aktivister. Man skal gøre sig klart, hvor stærke kapitalinteresser, der er involveret.
Så sent som i sidste uge gik 12 førende topchefer sammen om et ”opråb”, hvor der bl.a. advares om, at ”at der er mange konkurrerende prioriteter lige nu, som måske vil overskygge det vigtige fokus på den grønne omstilling,” selv om de 12 topchefer dog åbner for ”kortsigtede indgreb” til at afbøde de værste virkninger af energikrisen.
Men vi skal også have forsyningssikkerhed på den lange bane. Der er intet andet valg. Og så kan vi glæde os over, at flere af præmisserne for klimadagsordenen aldrig har været andet end mindre saglig retorik: Jorden er ikke ved at gå under, og der er allerede gjort rigtigt meget for at nedbringe udledningen af klimagasser. I Danmark har vi f.eks. over de seneste 30 år reduceret vores CO2-udledning med ca. 45 procent ifølge Klimarådet. Sådan vil det blive ved, og vi skal nok nå klimalovens målsætning – også med en prioritering af forsyningssikkerheden.
Sten Thorup Kristensen
