Advokatbranchen fik som helhed et fremragende 2021. Men der var meget stor forskel på performance i de enkelte advokatfirmaer. 15 af de 40 største stod stille eller gik tilbage. Bl.a. Bruun & Hjejle og Horten går tilbage. Accura spurter op som landets sjettestørste advokatfirma. Chefredaktør Morten W. Langer tegner billedet af udviklingen i advokatbranchen.
For 2021 tegner der sig et meget klart billede af, at det var advokatfirmaerne med en stor M&A-forretning, der præsterede størst fremgang. Denne udgave af Økonomisk Ugebrevs årlige advokatanalyse viser, at branchen som helhed øgede bruttoresultatet med 13 pct. efter en fremgang på knap 4 pct. fra 2020 til 2021.
Grundlæggende tegner der sig et billede af, at advokatbranchen klarer sig godt i både dårlige og gode tider. I dårlige tider, som under corona-nedlukningerne, er der ekstra mange konkurser og rekonstruktioner, som skal håndteres. Mens der de seneste år har været ekstraordinært mange M&A-transaktioner og store opgaver med gælds- eller egenkapitalhåndtering.
Det ses altså også tydeligt i årets regnskabsgennemgang af de 40 største advokatfirmaer, der aflægger regnskab (Kammeradvokaten og KromannReumert gør stadig ikke).
I regnskabstabellen er Gorrissen Federspiel størst med en bruttoomsætning på 821 mio. kr. efter en fremgang på 21 pct. Bech-Bruun, der sidste år var størst på bruttoresultat, fik en fremgang på 12 pct. og er nu lige netop overhalet indenom med et bruttoresultat sidste år på 813 mio. kr. Plesner har også haft travlt med en fremgang på 23 pct., men er stadig lidt mindre end de to andre.
Da Økonomisk Ugebrevs årlig rating af advokatbranchen i høj grad handler om at udpege vindere og tabere, har vi også i år talt med jurister i de forskellige firmaer. Fremgang i bruttoresultat og i antal ansatte jurister opfatter vi som en proxy for, om advokatfirmaer kaprer kunder og vinder markedsandele – og altså om det formår at fastholde nuværende kunder ved at levere relevante ydelser og strategisk prioritere de bedste forretningsmæssige vækstområder.
I dette års ratingopgørelse er der ingen tvivl om, at advokatfirmaer med fokus på M&A-transaktioner og anden corporate finance har klaret sig rigtig godt. Som tidligere år er Advokatfirmaet Poul Schmith (Kammeradvokaten) en særlig undtagelse. Advokatfirmaet har godt nok oplyst, at der er 20 jurister tilknyttet inden for M&A, men det er næppe det, der har trukket væksten. Poul Schmith er fortsat landets største advokatfirma, og det er befæstet i år med en fremgang i antal jurister på hele 25 pct. fra 338 til 423.
Dermed har advokatfirmaet over 100 flere jurister ansat end nummer to, nemlig KromannReumert med 311 jurister. Også her er der ansat rigtig mange flere folk, idet antallet af jurister er steget med 59, svarende til 23 pct.
Efter fremgang på 36 jurister hos Plesner til 282 er det nu tredjestørst, efter at have overhalet Bech-Bruun og Gorrissen Federspiel. Men groft sagt er de tre advokatfirmaer nu lige store på antal jurister, mens Plesner er noget mindre end de to andre på bruttoresultat.
Generelt er der stor forskel på, hvordan de store advokatfirmaer fortæller om sig selv og om årets resultater. Plesner leverer et fuldstændig skrabet årsregnskab uden en substantiel ledelsesberetning, der beretter om rigets tilstand og om opnåede resultater. Til gengæld er der en fyldig side om firmaets syn på sit samfundsansvar. Bech-Bruun leverer en årsrapport på 114 sider. Selve regnskabsberetningen er også her meget minimalistisk, og der anvendes 52 sider på ESG-relaterede forhold. Til gengæld anvendes der god plads på at fortælle om de M&A-transaktioner, firmaet har deltaget i.
Endelig offentliggør Gorrissen Federspiel en årsrapport på 41 sider, og firmaet fortæller lidt mere om sin egen verden, end de andre gør. Bl.a. hedder det, at ”et af de gennemgående temaer for 2021 har været et ekstremt højt aktivitetsniveau i markedet. Vi har ikke oplevet så stor travlhed siden årene før finanskrisen, og det er sket på tværs af alle vores specialegrupper. Særligt har markedet for virksomhedshandler været yderst aktivt igennem hele året, og efter en afventende stemning gennem første halvdel af 2020 blev der i den grad taget revanche i 2021. Her rådgav vi på danske M&A-transaktioner med værdier for mere end 112 mia. kr.”
Firmaet kommer også ind på knaphed på arbejdskraft i branchen: ”Konkurrencen om talenterne i advokatbranchen blev skærpet yderligere i 2021. Det mærkede vi også. Heldigvis havde vi et godt udgangspunkt for at rekruttere nye, dygtige medarbejdere, idet vi ikke under coronakrisen foretog afskedigelser for at tilpasse vores forretning til en momentan markedssituation. Vi ved, at vores klienter vælger os for vores dybe faglighed. Det tager tid at opbygge den viden og talentmasse, som vi lever af og som vores firma bygger på. Det var os derfor magtpåliggende at værne om vores dygtige medarbejdere. I løbet af året har vi ansat 140 medarbejdere i alt, heraf 67 jurister.”
Grundlæggende er der tilsyneladende kommet mange hundrede nye jurister ind i branchen det seneste år, hvis man skal bedømme det ud fra den samlede nettotilgang i Økonomisk Ugebrevs opgørelse over udviklingen i antal jurister. Opgørelsen viser, at der i de 20 største advokatfirmaer er sker en nettotilgang på hele 170 jurister det seneste år.
Kun fire af de større advokatfirmaer har haft nettotilbagegang i antal jurister det seneste år, nemlig Bech-Bruun med 21 færre jurister, Gorrissen Federspiel med 35 færre jurister, Njord med 13 færre jurister og Kirk Larsen & Ascanius med 26 færre jurister. I nogen tilfælde kan der være tale om, at der er sket stor strandhugst fra de andre advokatfirmaer, men der kan også være tale om en intern planlagt downsizing eller omrokering mod andre fagspecialer.
Advokatbranchens absolutte hurtigløber sidste år var Accura, som er specialiseret inden for transaktioner. Målt på bruttoresultat er det landets sjettestørste advokatfirma. Sidste år blev bruttoresultatet øget hele 43 pct., til 596 mio. kr. Det overgår nu både DLA Piper, Bruun & Hjejle og Horten i størrelse.
En anden af sidste års hurtigløbere var specialfirmaet Moalem Weitemeyer, som øgede bruttoresultatet med 48 pct. til 102 mio. kr. Det er nu det 19.-største advokatfirma herhjemme, men absolut med i frontgruppen, når det handler om rådgivning om M&A og anden corporate finance. Læs også interview med Dan Moalem i dette tema.
Af andre advokatfirmaer længere nede ad ranglisten, der har haft solid fremgang, kan fremhæves Skau Reipurth & Partnere, som gik 36 pct. frem til en placering som 21.-største advokatfirma. Molt Wengel øgede bruttoresultatet med 21 pct. og er nu 28.-største. Endelig gik Skov Advokater 31 pct. frem til en bruttoomsætning på 33 mio. kr., hvilket giver en placering som nummer 35. Skau Reipurth & Partnere præsterede sidste år fremgang, selvom den højprofilerede insolvensadvokat Pernille Bigaard forlod butikken efter blot et par år.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.