I et positivt marked steg Modelporteføljen med 0,9% og det positive afkast er så småt begyndt at indfinde sig igen for 2017. Porteføljen er dog fortsat et stykke efter peer-indeksene.
De to peer indeks, det nordiske Healthcare indeks og det nordiske Largecap indeks, er steget ganske pænt med hhv. 3,8% og 1,5%.
Det er først og fremmest Genmab og Novo Nordisk der har drevet porteføljen op over de seneste to uger. Genmab er steget med 5,4% og Novo Nordisk er steget med 4,5%.
Genmab står foran årets største cancer-konference ASCO, som starter fredag d. 2. juni. Her forventer vi fortsat en række nye stærke kliniske data fra CD38-antistoffet Darzalex som bør betyde at aktien vil kunne fortsætte op i de kommende uger. Novo Nordisk vurderer vi ligeledes har en lang rejse foran sig i opadgående retning. Klimakset bør blive en godkendelse i efteråret af GLP1’en Semaglutide. Vi kan slet ikke se at den godkendelse er indregnet i kursen pt. Derfor holder vi fast i begge positioner.
Zealand Pharma under-reagerer fortsat på positive nyheder. For nyligt opjusterede et udenlandsk finanshuset peaksalget for diabetes kombinationspræparatet Soliqua til over 2 mia. USD, og Zealand Pharma steg pænt, men er så faldet tilbage igen. Der venter to meget vigtige datasæt her i juni for hhv. GLP2-analogen Glepaglutide i short bowel disease og for sukker-analogen Dasiglucagon. Begge studier vurderer vi som low risk og med høj værdiskabelse for selskabet som følgevirkning. Særligt vil gode Glepaglutide data kunne skabe varige kursstigninger, da dette middel ikke har været særligt eksponeret endnu.
Vi er ikke tilfredse med afkastet i en række af vores valgte aktier, også selvom det er vigtigt at have tålmodighed i denne sektor. Vi har således misset en række aktier som er steget meget voldsomt i kurs – hvilket er utilfredsstillende når vi nu havde kig på dem inden de steg. Vi vil overveje fremadrettet at køre med visse mere kortsigtede positioner målrettet vigtige kurspåvirkende begivenheder.
Peter Aabo
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.