De fleste vil nok sige, at Danske Bank lukkede sin opgørelse af hvidvasksagerne med forrige uges meddelelse om, at bøderne i den sammenhæng nu er opgjort til 15,5 mia. kr. Det er ret beset ikke tilfældet. Banken tog omhyggeligt forbehold for ikke bare det præcise beløb, men også for om det overhovedet lykkes at nå i land med sådan en aftale med de forskellige myndigheder, og hvornår det i givet fald vil ske.
Forventningen er dog, at den endelige afklaring kommer inden årsskiftet. Når det er så tæt på, kan det undre, at banken overhovedet meddeler om det nu.
Nyheden blev godt modtaget. Men man kan gætte på, at Danske Bank havde frygtet det modsatte og brugte det gamle trick med at levere dårlige nyheder, mens offentligheden er optaget af noget andet – in casu valgkampen.
Nu er valgkampen så slut, og der er tid til at kigge lidt nærmere på sagen. Den indeholder mindst et principielt element, som fortjener opmærksomhed: At en pæn del af milliarderne skal afleveres til de amerikanske myndigheder.
I udgangspunktet kan et lands retssystem ikke bare uddele bøder til andre landes virksomheder. Men det amerikanske retssystem kan i praksis gøre det, som beskrevet i Børsen. F.eks. straffer amerikanerne virksomheder, der medvirker til at omgå de sanktioner, som USA har indført mod bl.a. Iran. Og altså virksomheder, som man ikke mener har gjort nok for at afværge hvidvask. De færreste virksomheder kan gøre andet end at betale ved kasse ét. Med dollarens status er en bank f.eks. helt afhængig af den amerikanske centralbanks velvilje.
Hvad man end mener om de principper, de amerikanske domstole håndhæver, er den uvenlig handling over for et andet land at pålægge dets virksomheder bøder. Specielt når der er tale om et så venligsindet land som Danmark, som tilmed selv har stor fokus på de omhandlede forseelser.
For Danmarks vedkommende kan man selvfølgelig sige, at det er en del af totalpakken i vores samkvem med USA, som også beskytter os. Desuden er vi, som en del af den vestlige verden, selv med til at vejlede andre lande om, hvordan de bør opføre sig, om end ikke så konkret som ved domfældelse af deres borgere og virksomheder.
Men man kan kun forestille sig, hvilken irritation og frustration denne blanding af moraliseren og tvang må vække i lande, som ikke er en del af blokken, og som ikke nyder samme militære beskyttelse.
Det er emne, vi må forholde os til som følge af de dramatiske geopolitiske forandringer, der er sket i 2022. I Vesten har vi brug for alle de rigtige venner, vi kan få. Putin ved det også godt. Hans tale i Valdai-klubben – tilfældigvis afholdt samme dag, som Danske Bank meldte ud om bødestørrelsen – er i medierne generelt blevet udlagt som rablende udfald mod Vesten.
Det er en mærkelig udlægning, når man læser talen. Putin ved, at der ikke rigtigt er nogen af dem, han normalt betragter som sine venner, der støtter op om krigen i Ukraine, så han appellerer til det, de i stedet er enige om. På den måde får vi andre også sat ord på kritikken af Vesten, og meget af det er velargumenteret.
For en god ordens skyld – at lande over hele verden har berettigede kritikpunkter mod Vesten, undskylder naturligvis på ingen måde Ruslands overfald på Ukraine. Det er ikke pointen her. Pointen er, at vi gør klogt i at lytte til kritikken af os; også selv om den bliver formuleret af en farlig aggressor.
Roundup som midterregeringens lakmustest
Stadigt flere bønder springer pløjningen over, rapporterer Weekendavisen. Det sænker udbyttet lidt, men det sparer også omkostninger. Og så gør det en verden til forskel for biodiversiteten. Den årlige pløjning er et blodbad for insekter og smådyr.
Men ifølge avisen er der én vigtig forudsætning: At man en gang årligt kvæler ukrudtet med roundup. Her kan man altså gøre meget for et varmt emne i politik (biodiversitet) ved at fire lidt på et andet (brug af sprøjtegifte).
I skrivende stund forbereder de ny- og genvalgte politikere sig på forhandlinger om en regering hen over midten. Man kan spørge sig selv, hvad vi skal med sådan en, for dansk politik præget af en uhørt grad af harmoni i disse år.
Langt det meste bliver i forvejen vedtaget gennem brede aftaler. Skal en uvant koalition give mening, skal det være fordi, den er i stand til at beslutte nogle af de fornuftige tradeoffs, der normalt er umulige, fordi den siddende regering ikke vil åbne en flanke for oppositionen.
Grønt lys for roundup kan være en lakmustest for, om en bred koalition virkelig er til nogen nytte.
Sten Thorup Kristensen
