Efter Brexit afgørelsen tordnede de sydeuropæiske 10 årige statsrenter op, fordi tilliden til, at ECB fortsat kan/ kan får lov til at finansiere de sydeuropæiske statsgældsramte lande begynder at krakelere. ECB, den europæiske centralbank, vil naturligvis på den korte banen speede opkøbene af usikre sydeuropæiske statsobligationer op for fortsat at holde renten kunstigt nede, og for at skabe billedet af, at der fortsat er tillid.
I mellemtiden bliver ECBs pengekasse fyldt op med for endnu flere hundrede milliarder euro mere eller mindre værdiløse statsobligationer fra Italien, Spanien, Portugal og Grækenland. Regningen kan i sidste ende lande hos skatteyderne i Eurolandene, hvis der altså kommer den politiske union, hvor fællesskabet overtager de enkelte landes statsgæld.
Men efter det engelske Brexit er det jo nok ikke den vej de fleste Eurolande ønsker at gå. Den politiske strømning vil antageligt nok gå i den modsatte retning, hvor nogle af de politiske projekter bakkes tilbage, og hvor de enkelte lande får mere – og ikke mindre – at skulle have sagt.
Men det vil også skabe ekstremt stor usikkerhed på de finansielle markeder, som har håbet på, at de sydeuropæiske landes fortsat voksende statsgæld ville blive afhjulpet af, at de rige eurolande betaler gælden. Viser det sig, at de finansielle markeder ikke længere tro på den vej frem, vil de sydeuropæiske statsrenter stige markant de kommende måneder. – og det vil øge rentebyrden for de sydeuropæiske økonomier, og igen føre dem i retning af en ny konkurssituation.
