Efter finanskrisen holdt staten (og dermed skatteyderne) hånden under den danske banksektor med en ubegrænset indskydergaranti, som kunne have kostet tusinde milliarder i tab. Det skete heldigvis ikke, og antallet af banker, der krakkede, var overskueligt. I dag er det svært at se, at det var en god forretning for samfundet, danskerne og erhvervslivet, at der blev reddet så mange banker.
Omkostningerne ved at holde den danske banksektor i gang er i europæisk sammenhæng unormalt høje, fordi vi herhjemme har alt for mange banker. Det er simpelthen ineffektivt, og der er kun én part til at betale regningen, nemlig danskerne og danske virksomheder. Det sker via gebyrer, provisioner og rentespænd for private og SMV-virksomheder, som er højere end i de lande, vi normalt sammenligner os med.
Men det sker også med hjælp fra myndigheder, skiftende erhvervsministre og politikere, som igen er begyndt at holde hånden over den finansielle sektor, præcis som det skete op til finanskrisen, hvor den stærke finanslobby fik gennemført regler (eller mangel på samme), som fik tingene til at køre af sporet på grund af overdreven risikotagning. Finansrådet var tidligere en ekstremt stærk interesseorganisation, der var rigtig god til at rundbarbere politikerne på Christiansborg og skiftende regeringer af både blå og rød kulør. Det samme er nu ved at ske igen.
Søg i Vidensbase: Økonomisk Ugebrevs Vidensbase med adgang til artikler, analyser og kortlægninger fra alle publikationer (Abonnenter kan hente password med e-mailadresse her)
Køb enkeltartikel: Ønsker du at købe enkeltartikler, skal du først oprette dig som bruger her
Køb årsabonnement: Ønskes årsbonnement kan det ske her. Du får du straks adgang til Vidensbasen (søgbart artikelarkiv)
