Torsdag havde PFA’s nye topchef første arbejdsdag. Økonomisk Ugebrev har gennem samtaler med toneangivende brancheaktører kortlagt de vigtigste opgaver og udfordringer, Ole Krogh Petersen står overfor. Konklusionen er, at opgaven bliver vanskelig, men også at han har alle muligheder for at bringe PFA Pension tilbage til fordums styrke.
Den dårlige nyhed er, at 2022 ender som et af de værste aktieår i nyere tid, også for PFA. Den gode nyhed er, at året ser ud til at slutte med store kurshop. For PFA’s nye adm. direktør Ole Krogh Petersen betyder det en god start.
Det havde ikke været sjovt at skulle starte med at fortælle, at pensionisterne i PFA for første gang nogensinde ville blive sat ned i pension. Det skrækscenarie blev dog afblæst i denne uge, og nu kan PFA’s nye chef starte et kvartal med høje investeringsafkast.
Vigtige avisoverskrifter
Det er godt nok en gratis omgang for den nye topchef, men ikke uden psykologisk betydning. Man kan ikke undervurdere, hvor vigtige positive avisoverskrifter kan være efter de første hundrede dage på jobbet.
Meget tyder på, at det netop var dér, den tidligere topchef i PFA, Allan Polack, fejlede. Han skulle konstant forsvare dårlige afkast, tab på store unoterede investeringer og store underskud. Han endte med at gemme sig for pressen, hvilket blot gjorde ondt værre.
Disse forhold har Ole Krogh Petersen håndteret direkte modsat i sin tid i Danica. Og det peger i retning af et kulturskifte i den eksterne kommunikation.
PFA har stort set i hele Allan Polacks tid som topchef kæmpet med svage investeringsafkast. Han kunne ikke leve op til sine egne mål for afkastet, og det gav en ringe placering i afkastsammenligningerne. Det kan man tåle på kort sigt. Men når det bliver kronisk, er det en helt anden sag.
Centralt for dette er PFA’s massive satsning på alternative investeringer, som normalt er en god ting, når aktiemarkederne svigter. Formodningen er, at afkastene på alternativer er mere stabile. Men generel uklarhed om afkast i forhold til risici på alternativer er et hængeparti, som også Finanstilsynet har fokus på.
Formelt anvendes alternativerne til at redde investeringsafkast i dårlige tider, og sådan er det også sket i pensionsbranchen i løbet af 2022. Nu, hvor afkastet har rettet sig, behøver PFA & co. ikke skrive ned på deres alternativer for hele året 2022.
En anden ting, der udviklede sig til en sand plage for Allan Polack, var de evigt tilbagevendende underskud på syge- og ulykkesforsikringerne (SUL). De opstår i udbud af firmapensioner, hvor konkurrencen kun kan gå på lave omkostninger, hvis man ikke har et særligt højt afkast.
Men også det problem ser ud til at være løst for Ole Krogh Petersen, allerede inden hans tiltræden.
”En stor udfordring for alle de kommercielle pensionsselskaber er at skabe balance på det såkaldte SUL-regnskab, hvor konkurrencen har tvunget resultaterne i rødt. Her har PFA foreløbigt løst problemet ved at lægge nye ordninger over i deres livselskab, hvor man ikke skal udarbejde et SUL-regnskab. Offentligheden vil herefter ikke længere få indblik i, om PFA har underskud på deres forsikringer, og det vil fremover være op til Finanstilsynet at holde øje med PFA’s forsikringspriser,” siger Gert Nielsen fra BEDST Pension.
Mere åbenhed
Den sidste store ”fjende”, Allan Polack kæmpede med – og som alle direktører arver i PFA – er en meget lukket kommunikationspolitik. Selvforståelsen i PFA har helt tilbage til Lublin været unik og grænsende til det arrogante, hvor det er alle andre, der må indrette sig efter PFA.
”Jeg oplever faktisk Danske Bank som mere åben end PFA. Det er mærkeligt al den stund, at det er PFA, der er ejet af medlemmerne, mens Danica har en stor kapitalejer,” siger Søren Andersen, aktuar og pensionsrådgiver.
Ole Krogh Petersen har dog et helt andet ry på dette område. Han har eksempelvis ringet uopfordret rundt til pensionsmæglere og forklaret ændringer, før de indtraf. Tidligere direktører i PFA har kun trådt til, hvis der er tale om absolute storkunder.
Derfor får PFA nu en helt ny type direktør. Men der er heller ingen tvivl om, at Ole Krogh Petersen får en helt anden type bestyrelse. Han er vant til professionelle folk fra Danske Bank med stor pensionsviden, men nu skal han pleje folk fra den danske fagbevægelse. Det bliver måske den største udfordring.
Carsten Vitoft
foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.