Med en pæn kursstigning siden marts måned begynder holding-rabatten i United International Enterprises (UIE) så småt at nå et acceptabelt niveau.
Efter næsten et års stilstand i kursen omkring kurs 1.230-1.260 er aktien i løbet af april-maj måned steget pænt med ca. 10% til et niveau omkring 1.370. Hertil kommer det modtagne udbytte på 34 kr. per aktie (5 USD) primo maj.
Stigningen er sket uden nævneværdige selskabsmeddelelser eller en særlig udvikling i de underliggende aktiver, hvoraf UPB (noteret i Malaysia) og MSAB (noteret i Sverige) er de 2 største. UPB, som står for 73% af værdien i UIE, ligger således uændret omkring kurs 28, mens MSAB er steget små 5% siden udgangen af 1. kvartal.
Vi har beregnet den indre værdi per aktie til 1.688 kr. med fredagens valuta-/aktiekurser og en anslået nettokontantbeholdning på 100 mio. USD. Usikkerheden i beregningen vil ikke for alvor rykke ved, at holding-rabatten er indsnævret betydeligt det seneste stykke tid og kan med fredagens kurs på 1.366 beregnes til 19 %.
Det er en voldsom fremgang i forhold til tidligere opgørelser, hvor vi i ”nyere tid” har kunnet opgøre en rabat på 39%. Vi har tidligere angivet en typisk konglomeratrabat til 15-20%, men til AktieUgebrevet forklarer UIE’s adm. direktør Ulrik Juul Østergaard, at UIE har beregnet en typisk holding discount (udover hele Europa) til 10-15%. Det tal er relevant, fordi UIE netop iværksatte aktietilbagekøbsprogrammet i juni sidste år ”med det formål at erhverve op til 5% egne aktier inden 31. december 2017, så længe aktierne handles med en betydelig holding discount”. Uden at 10-15% synes at være et eksplicit mål, må det dog betragtes som et målområde, hvor aktietilbagekøbsprogrammet ikke længere er en meget attraktiv løsning for hverken UIE eller dets aktionærer.
Hele artiklen blev udgivet i Økonomisk Ugebrev Formue nr. 22/2017.
- Er du abonnent kan du tilgå udgivelsen og læse hele artiklen. (Hent adgangskode)
- Er du ikke abonnent kan du prøve 3 uger gratis nedenfor, hvorefter du får adgang til hele udgivelsen.