Med skuffende rentemeldinger fra både den europæiske og amerikanske centralbank i den forgangne uge er det svært at se de store lyspunkter forude. Vi har derfor reduceret aktierisikoen yderligere i Økonomisk Ugebrevs Portefølje.
ØU Porteføljen er nu netto eksponeret mod danske aktier med ca. 48 pct. af den samlede kapital. Tilbage er en gruppe solide aktier, som vi har stor tiltro til kan ride gennem en aktiestorm uden de store kursfald.
Jeg synes dog, at det er svært at finde særligt mange lyspunkter lige forude på det generelle aktiemarked. Men lyspunkterne kan til gengæld komme retur som lyn fra en klar himmel, og det tror vi også, at de gør i det tidlige forår.
Vi vil gerne afsløre nu, at vi forventer, at 2023 som helhed bliver et fremragende aktieår. Men til gengæld bliver starten på året sikkert grim. Læs mere herom i den udvidede 30 siders Nytårsudgave af ØU Formue med Vinderaktier 2023, som udkommer den 7. januar.
Afsættet for denne lidt dystre melding er ugens rentemeldinger fra FED og ECB, som ikke leverede det, markedet havde håbet på: Nemlig en melding om, at de snart er færdig med renteforhøjelser.
Især den europæiske centralbank har konkret varslet mindst tre store renteforhøjelser i foråret, og der var heller ikke megen hjælp at hente fra den amerikanske centralbank.
Renteforhøjelser på vej i bakgear
Vi er dog ret sikre på, at de to centralbankchefer spiller os et puds: Alene de offensive rentemeldinger vil være med til at tage luft ud af økonomien, og dermed inflationen. Og det vil også lægge pres på aktiepriserne, så der ikke lige pludselig bliver skabt ny ammunition til at holde inflationen oppe.
Og derfor tror vi, at begge centralbanker snart sætter renteforhøjelserne i bakgear. Ikke mindst fordi vi allerede ser ud til at være på vej ud i en lidt hårdere recession, som også vil koste på de børsnoterede selskabers overskud.
Netop de børsnoterede selskabers 4. kvartalsregnskaber, som kommer i februar og marts, er den helt store joker. Formår selskaberne at navigere gennem de vanskeligere markeder, og formår de at holde omkostningerne i ro, vil det være en lettelse. Vi forventer, at vareinflationen vil bremse hårdt op, fordi priserne på råvarer, transport og energi allerede er faldet voldsomt. Men det er mere usikkert med serviceinflationen, herunder løninflationen. Den ser stadig ud til at buldre derudad, og dér vil det hjælpe med lidt mindre pres på arbejdsmarkedet.
Vores hovedscenarie er fortsat, at den vestlige verden i starten af det nye år bliver kastet ud i en mere eller mindre hård recession. Og at det vil sænke erhvervslivets overskud. De seneste erhvervstillidsindikatorer tegner allerede dette billede. Vi forventer, at det vil presse aktiemarkederne ind i januar.
Men så begynder jokerne også at dukke op: Begynder centralbankerne at erkende, at recessionen er ved at løse en stor del af inflationsproblemet? Når de første pip kommer fra centralbankerne om lempelser, vil det udløse et stort comeback til aktiemarkederne. Også selvom vi befinder os midt i en recession eller i starten af en.
Så hvis vi skal tage de positive briller på, så er det store billede, at vi snart har kæmpet os gennem det værste på aktiemarkedet. Men altså også, at vi kan stå foran den sidste større nedtur, før det bliver bedre. Lige nu er der klare signaler om, at de professionelle investorer skruer ned for risikoen, altså at de sælger ud af deres mere risky aktier. Og det vil med stor sikkerhed sende aktierne ned ad de kommende uger eller måneder.
ØU Porteføljen halter lidt efter
I Økonomisk Ugebrevs Portefølje halter vi stadig lidt efter benchmark med et afkast på minus 16 pct. i år. Vi har til gengæld nu indtaget en position, hvor vi ligger godt til, når aktiemarkederne igen begynder at stige.
Ugens danske vindere var bl.a. Chr. Hansen, efter selskabet nu bliver overtaget af Novozymes. Selvom selskaberne har samme hovedaktionær, synes Novo Holdings tilsyneladende, at aktionærerne i Chr. Hansen skulle have hele gevinsten, hvilket ikke er helt logisk. Andre vindere var SP Group, Torm, DS Norden og Vestas, der har hentet nogle store ordrer her i slutspurten op mod årsskiftet.
Blandt ugens tabere var MT Højgaard, Pandora, Parken og ISS. Parkens planlagte salg af kontortårne og andre ejendomsaktiviteter i Lalandia er på ingen måde optimalt timet. Samtidig ser vi fortsatte kursfald i Parken-aktien på grund af den strategiske slingrekurs, hvor det virker som om ledelse, bestyrelse og ejere er meget i tvivl om retningen de kommende år.
Morten W. Langer