Det har været en begivenhedsrig uge for Spekulationsporteføljen, som lukkede tre spekulative tips under ret specielle omstændigheder. Vi slutter året med et pænt forspring til aktiemarkedets afkast i 2022.
Ugen startede med fusionen mellem Novozymes og Chr. Hansen, som vi havde åbne spekulative tips på. Det tog markedet på sengen, og kurserne på de to aktier svingede vildt ved børsens åbning. Chr. Hansen åbnede med en stigning på 35 pct., mens Novozymes faldt 14 pct., men derefter begyndte de to tal at nærme sig hinanden.
Vi overvejede på det tidspunkt, om vi skulle lade de to spekulative tips stå åbne og afvente markedets endelige dom, men vi besluttede at lukke dem. Det viste sig heldigvis at være den rigtige beslutning, da Chr. Hansen sluttede dagen med en stigning på ”kun” 17 pct., mens Novozymes efter en kort stigning faldt igen, og lukkede mandagen med et tab på 15 pct. Alt i alt blev fusionen en ret god forretning for Spekulationsporteføljen.
Den anden bemærkelsesværdige begivenhed vedrørte Per Aarsleff, hvor kursen på en ellers stigende aktie pludselig faldt 5,3 pct. i mandags. Vi lukkede tirsdag morgen tippet med begrundelsen, at investorerne tydeligvis forventede dårligt nyt om indtjeningen i det kommende regnskabsår. Forventningerne ville blive offentliggjort fredag.
Sent tirsdag aften udsendte Per Aarsleff så en børsmeddelelse om aflysning af en ordre til 2,4 mia. kr. Effekten heraf vil blive indregnet i forventningerne til det nye regnskabsår 2022/23. Et tilfældigt sammenfald af begivenheder?
Aktieåret 2022 er ikke slut endnu, men her i årets sidste nummer af ØU Formue tør vi godt slå fast, at Spekulationsporteføljen slår markedet i 2022. Det planlægger vi at gentage i 2023.
Bruno Japp
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her