Lang rente: Det europæiske inflationspres er meget svagt, og det betyder at udsigterne til højere obligationsrenter nu er ganske afdæmpede. Danske Bank har i seneste renteprognose skruet ned for de forventede rentestigninger.
Der er i euro-området ikke rigtigt noget lønpres, og det er ifølge Danske Banks nye renteprognose årsagen til, at inflationspresset er ganske svagt. Vi har således allerede set inflationen falde tilbage igen. Det betyder, at der ikke er det store behov for at ECB strammer op i pengepolitikken, og det smitter igen af på obligationsrenterne. Derfor vurderer Danske Bank i den nye prognose, at vi resten af året har udsigt til ”range trading.” Det har vi haft ganske længe, hvor den tiårige statsrente har holdt sig inden for 0,50-0,70 procent. Det ser Danske Bank fortsætte året ud, så vi ender i toppen af dette interval ved udgangen af året. Danske Bank forventer, at ECB vil fortsætte deres obligationsopkøb i en forlænget periode, men på et lavere niveau, nemlig med 40 mia. EUIR om måneden.
Den nye prognose skærer på et års sigt 15 basispoint af den forventede tyske rente, så den tyske tiårige statsrente om 12 måneder nu forventes at lande på 0,75 procent mod tidligere forventet 0,90 procent. Tilsvarende forventer Danske Bank, at de danske tiårige statsrenter kun stiger til 1,0 procent på et års sigt. Efter justeringen i forventningerne er Danske Bank og Handelsbanken fuldstændig enige om, hvor renten vil ligge om et år. Når det så gælder den amerikanske statsrente er de til gengæld helt uenige. Hvor Danske Bank ser den fortsætte opad, ser Handelsbanken den amerikanske rente vende og igen falde tilbage i løbet af 2018.
RENTEN NU IGEN I BUNDEN AF SNÆVERT INTERVAL
Renten har siden slutningen af februar svinget indenfor intervallet 0,50-0,70 procent, og det seneste rentefald ser ud til igen at standse ved bunden i dette interval. Den seneste rentetop i første del af maj nåede dog ikke helt så højt op som den forrige top midt i marts, og det kan være et signal om et fald ned under støttelinjen ved 0,50 procent.
Ejlif Thomasen