Anmeldelse: Verdensriger går ikke under, fordi de i sig selv er svækkede, men fordi de bliver mødt og udfordret af nye riger med nye ideer, påpeger tidligere international cheføkonom i ny bog. Således kan det også vise sig umuligt at redde det økonomiske set-up, som vesten har skabt i efterkrigstiden.
”Pæne mennesker” gyser, når Donald Trump forkaster næsten færdige handelsaftaler, som TPP har forhandlet mellem tolv stillehavslande, og i stedet i en aggressiv tone anklager disse lande for at være uretfærdige mod USA og amerikanske arbejdere. Glemt er det i den sammenhæng, at Obama brugte næsten samme ord, når han skulle sælge TPP på hjemmebanen: Den skulle bringe alle disse uretfærdigheder til ophør.
Stephen D. King argumenterer i sin nye bog ”Grave New World: The End of Globalization, the Return of History” for, at tidligere præsident Obama heller ikke talte sandt. Frihandelsaftalen ville måske nok overordnet fremme samhandel, også til gavn for USA, men næppe for den amerikanske arbejder. Og målet var også et andet: At bevare en høj indflydelse i en region, som det bliver sværere og sværere for USA at holde styr på med militære midler. Især når man skal konkurrere med et stadigt stærkere Kina.
Nu ligger TPP så i ruiner, og Kina er ikke sen til at udnytte muligheden for at udbygge sin dominans i regionen. Landene her har også set i øjnene, hvilken vej vinden blæser, og de tilpasser sig pragmatisk til situationen, uanset hvilke historiske stridigheder med Kina og venskaber med USA, de måtte have. Måske var det uundgåeligt, at dette skulle ske, men en kortsigtet effekt er, at vestens politik ligger i ruiner, alt imens vi skændes med hinanden, og tilliden til politikerne er i bund.
FORÆLDEDE INSTITUTIONER
Kings pointe er, at globaliseringen er på tilbagetog, eller i det mindste, at Vestens dominans over verdensøkonomien er det. Vi bliver ikke nødvendigvis fattigere – tværtimod kan vores velstand blive udbygget. Men andre bliver lige så rige som os eller mere. Og de institutioner, vi har opbygget, bliver forældede. Dermed er der også politiske friheder, der er truede. King påpeger, at civilisationer sjældent går ned, fordi de bliver svækkede i absolut forstand. Romerriget var f.eks. teknologisk, økonomisk og militært stærkere end nogensinde før, da det gik over i historiebøgerne, og det blev afløst af noget mere primitivt. Pengeøkonomi forsvandt, og en genial opfindelse som beton gik i glemmebogen, for først at komme tilbage halvandet årtusinde senere. Årsagen til undergangen er typisk, at der opstår andre riger med andre ideer om, hvordan verden skal indrettes.
Et andet og nyere eksempel er det britiske imperium. Det blev bygget oven på den verdensorden, som briterne selv var førende i at skabe efter napoleonskrigene. Hundrede år senere var det på toppen af sin magt og dominerede på godt og ondt verdensøkonomien: Det bestemte, til størst fordel for sig selv, men det holdt også orden til gavn for de fleste andre.
Men nogenlunde samtidig begyndte imperiet at falde fra hinanden, og først to verdenskrige senere tog amerikanerne stafetten op og sørgede med organisationer som GATT, WTO, IMF og OECD for at sikre en ny verdensorden. I dag synes det alt sammen at være på vej til at forvitre igen, fordi de nye økonomier ikke rigtigt ser sig selv i det, og også fordi befolkningerne i vesten synes at have en generel træthed over for det globale teknokrati.
Stephen D. King var i en lang årrække frem til 2015 cheføkonom i den schweiziske bank HSBC. Vidste man ikke bedre, kunne han lige så godt være gyserforfatteren af næsten samme navn, der sigtede efter en ny bestseller. For det er en gyser, hvis han har ret. I så fald er den politiske tumult, vi ser i disse år, formentligt kun begyndelsen til noget langt værre.
En del af Kings pointer er måske lige vel arrangerede for at passe ind i det samlede budskab. Man kan altid fremhæve de negative historiske erfaringer og glemme de positive. Men alt i alt giver han et glimrende overblik over det seneste halve århundredes politiske og økonomiske historie. I nogle tilfælde så det løber koldt ned ad ryggen: For eksempel når vi har reageret på finanskrisen, som reelt var en gældskrise, ved gennem finansielle reguleringer at fjerne endnu mere af virksomhedernes individuelle ansvar for deres handlinger, og ved gennem centralbankernes ekspansive politik at puste alle aktiver op i nogle fantasipriser, som en dag kan eksplodere med et brag.
