Efter det ret markante generelle kursfald i starten af ugen, har vi spejdet efter klare signaler, der kan sige noget om, hvorvidt dette blot var et enkelt blip, som hurtigt overståes, eller om det er starten på en større nedtur. Situationen er indtil videre uafklaret.
Efter en årrække med stigende aktiekurser er det en proces at markedet ”forstår”, når der er en større vending på vej – hvis det altså er det, der er tilfældet. Den aktuelle stilstand i det toneangivende amerikanske S&P 500 indeks indikerer, at der kan være en ny historie på vej, og at den generelle optimisme er ved at slå revner.
Vi vil de kommende uger følge nogle få markedssignaler, som vi finder vigtige, og dem gennemgår vi under Langers Skarpe Aktietips. På den helt korte bane holder vi fast i porteføljens sammensætning. Dog vil vi gerne afvikle ETF’en i det amerikanske VIX indeks, som har kostet os næsten ti procent siden købet. Det har været et fejlskud.
Vi er nu i en situation, hvor vi inden for de næste uger enten vil fastholde eller måske udbygge forsikringsposterne i blandt andet Bear DAX. Eller også vil Bear certifikaterne blive afviklet, og vi vil foretage opkøb i en håndfuld danske defensive LargeCap-aktier, som har klaret sig fremragende den seneste uge. Nemlig blandt andet Chr. Hansen, ALK, Coloplast, Lundbeck, Schouw og måske igen – igen Nets.
Også på det amerikanske aktiemarked har der den seneste måned været et bemærkelsesværdigt træk over mod defensive aktier indenfor health care, stabile forbrugsvarer og forsyning. Bankaktierne har været presset af faldende obligationsrenter, som kan afspejle vigende tro på et solidt økonomisk opsving. Ikke mindst efter Trump ser ud til at have mistet grebet over republikanerne i Kongressen.
Aktuelt står vi dog både makroøkonomisk og markedsmæssigt over for et ekstremt vigtigt vendepunkt, hvor det kan gå begge veje.
Morten W. Langer
Hvad er Pensionsporteføljen?
Pensionsporteføljen er en fiktiv portefølje, som er AktieUgebrevets bud på, hvordan en privat portefølje kan administreres med en tidshorisont på 1-3 år for sine handler. Porteføljens mål er at opnå et højere afkast end markedets gennemsnit over en årrække med både op- og nedturer. Vi anbefaler, at modelporteføljen anvendes som inspiration og ikke til kopiering.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.